Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 23. 1ste December - Niels Collett Vogt: Familiens sorg (af M. D.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
turlig falder behandlingen af sproget denne unge forfatter. Men meget
mere end en formel evne er det, naar han overalt formaar at lade
det genialt anlagte barns spændte følsomhed finde et klart beteg
nende udtryk gjennem skoleguttens raa ubændighed, og det saa ramt
og upudset, som det falder til daglig. Undersøg disse ord, som man
nødig tar i sin mund og ikke er vant til at se paa tryk, og se hvilke
fine strenge det er, som dirrer i det unge sind, med et indre „som et
aabent saar“, medens han staar der med knyttede næver, næsten maalløs i
afmægtigt raseri. Og følg ham, naar han styrter afsted og op paa
toppen af Ekeberg, hør paa hans fantasier saa umodne, gutteagtige,
aldeles uden rodfæste i virkeliglieden, men med digterens fylde og
begeistring: Folket, som drager ned af fjeldene, de store sagaskik
kelser ført af Bjørnson, folkehøiskolens gutter og jenter syngende de
deilige sange, — der er guldalderen. Og han, som flyver lige i synet
paa fader og onkler, naar de paa sin uskjønsomme maade river ned
det, som er ham dyrebart, — se, hvilket anlæg til ærbødighed der
bor i ham, naar han nærmer sig til den gamle lappeskomager med
de brune barneøine, som det gaar det sagn om, at han en gang har
talt med Henrik Wergeland.
Gud hjælpe dem, som er slige den personlige sandheds fødte
rigorister, de er i veien overalt. De er hjemmets uro og plage og
skolens nød. De kunde blive samfundets samvittighed og drivkraft,
hvis man studerte deres pleie og behandling ligesaa omhyggeligt som
fjøsets og havens; fik de være i fred, tie og tale som de trængte,
vilde de ikke alene efterhaanden gjennem deres egen perfektibilitut,
opnaa den aandssmidighed, som er nødvendig, naar mennesker skal
leve sammen, men just som de stærke individer, de er, vikle de re
spektere andres individualitet. Denne gjensidighed er det jo, som
danner samholdet. Men vil man tvinge dem med en doktrinær op
tugtelse og da især i religiøs retning, da kan det bli et spørsmaal, om
den saa fint organiserte naturs nerver kan holde spændingen ud. Hans
Witt blir en nat overfaldt af helvedesangst; hans moders velmente
gudelige formaninger er gledet af paa ham, men hun har en gang i
fanatisk exstase truet ham med helvedes pøl og pine, det har sunket
ned i hans lidenskabelige sind, og nu virker det. Det faste forsæt,
den sikre tro, at han „ikke vil være som de andre", er knækket. Nu
er han uden værn; han ligger paa maven for faderen, faar ros og en
eigar til belønning, moderen stikker en tier i haanden paa ham og
kunde sige:
Alt vil vi gjøre for dig, Hans, alt, undtagen det, som er ret.
360
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
