Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kvindesag og offervillighed for fædrelandet (af Sc.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vægten paa de praktiske reformer, forsøgt at liævde, at det var
Isvinden seiv, der maatte reformeres, at det var hendes moralske og
sædelige ansvarsfølelse, følelsen af ret og pligt, med et ord: sam
fundsfølelsen, som maatte kaldes tillife og styrkes, baade fordi,
det nu skorter paa denne følelse, og fordi, at hvor den er rigtig
levende og stærk, der kan ingen modstand i længden hindre seiren.
Men enten man nu vil vælge den ene eller anden vei, — et bør vi
dog kunne blive nogenlunde snart enige om, det, at skal kvinden
nogensinde kunne vente eller baabe at naa „den hende tilkommende
ret og plas i samfundet41 , og skal denne ret og plas kunne siges at
„tilkomine“ bende, saa maa hun naa derhen ad en vei, som kan gavne
dette samfund, saa maa hun stille sig i rækken blant dem, som arbei
dej’, som kjæmper for dette samfunds velfærd og fremgang, saa maa
hun vise, at hun liar viljen til at forene samfundsjp/h/før med sam
fundsrettiglieder seiv der, hvor evnen er ringe. Men den høieste pligt
mod det samfund, vi. er medlemmer af, det samtund, af hvilket kvin
derne kræver fulde borgerrettigbeder, det er at værne om dets be
staaen.
Derfor gjorde det et yderst pinligt indtryk paa mig at læse
artiklen „krigsrustninger og kvinders offervillighed44 i „Nylænde“. Thi
vel vidste jeg, at følelsen af, hvad man skylder sit fædreland, er lidet
udvikiet hos kvinder i almindelighed, men jeg havde dog troet, at
medlemmer af kvindesagsforeningen havde en noget fyldigere opfat
telse af en borgers pligter. Skal dette ekko af den ubegribelige basun
i „Dagbladet“ kastes mangedobbelt tilbage fra kvindesagsforeningens
vægge, saa maa jeg med sorg erkjende, at opnaaelsen af föreningens
maal ligger meget, meget Ijærnere, end jeg nogensinde har tænkt mig.
Jeg tror forresten, at det, der bar inspireret ovennævnte artikel,
fornemmelig er fortrydelse over, „at norske kvinder, de, som ikke kan
lægge et fnug til der, hvor deres ve og vel afgjøres, som i regien
møder modstand, ofte spot og haan, hvor de -drevne af en indre
udmodstaaelig trang prøver paa at virke, som de mener, til gavn for
det bele samfund", skal paalægges borgerpligter uden at erholde de
tilsvarende borgerrettigbeder. Det er mig omtrent, som vilde den
ærede forfatterinde sige: „I, skabningens herrer, som praler af gud
dommelig kraft og eneret til at styre land og rige, se nu seiv til,
hvorledes I kan klare Eder i nødens time paa kampens dag“ ! Men
er sligt virkelig fornuftig eller retfærdig tale? Er da virkelig kvin
den her i vort Norge behandlet saadan, bar hun da virkelig en saa
slavisk tankegang, at det er hende ligegyldigt, enten bun regjeres af
sin mand, sine sønner og brødre eller f. ex. af trynetyrken? Og
glemmer da den ærede forfatterinde, at naar krigsluren kalder til
fædrelandets forsvar, saa er det disse mænd, sønner og brødre den kalder
376
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
