Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 2. 15de januar - Anna Munch: «Kvinder», slutn. (M. S.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
som vi er, fordi vi er ærlige“, og han faar hende — uden vanskelig
hed — til at leve, hvad han anser for at leve, „fuldt, frit og sandt,
uden hensyn til konvenientsen". Da hun forstaar, at ærligheden er
frækhed, frækheden til at kaste af alle forpligtelser og kun søge livs
nydelsen, er det for sent. Følgerne af forholdet melder sig uundgaae
lige, uafvendelige. Hun flygter i skam og anger — til Amerika —og
med den bitterhed til sin skam, at hun er bleven sig bevidst, at det er
en anden, hun egentlig elsker. Denne følelse har ikke været stærk nok
til at holde hende igjen, saalænge hun var i rusen og betagelsen,
den kommer ved sammenligningen, skammen, opvaagnelsen.
Den anden følger hende, finder hende, og man aner en fremtid,
som de sammen skal bygge. Denne trofasthed og tilgivelse fra hans
side er motiveret ved deres gjensidige forhold og ved, at hun i en
bevæget stund har gjort ham til sin smertes fortrolige — om hun end
ei røber dens aarsag —- saa at han derved har anet og frygtet sandheden
og saa at sige er bleven gjort delagtig i hendes skjæbne, ved at hun
lar ham vide, at hun reiser. Men til den advarsel, som bogen saa
veltalende og gribende giver, kan føies: Ikke saa godt, som her, vilde
det gaaet i virkeligheden. Der vilde neppe være nogen trofast, ven
tende, tilgivende kjærlighed at havne i, naar den troløse var brustet.
Det er ogsaa denne slutning, som gjør enkelte usiker om bogens
tendents, det er som om den for dem ødelægger virkningen af det
forrige, røber en vis bohémevenlighed. De lægger ikke mærke til
denne fremtid — som forresten burde holdes langt fjernere og utyde
ligere i den gode smags interesse — denne fremtid, med dens lægedom
og mulige lykke, den kommer til hende, uagtet, og ikke fordi, hun er
faldt som offer for bohemeretningen, i kraft af Gunnars troskab, uagtet
hendes fortid, og den kommer skjæmmet af sorg, skam og anger.
Hvad den kunde blevet, kan den aldrig blive. Men nægtes kan det jo
ikke, at bogen var bleven mere konsekvent, som moralskrift betragtet,
og moralen lettere at faa tag i, om slutningen havde været en anden.
Maaske havde den dog da tabt i træffende psychologi. Nægtes kan
det heller ikke, at der over den sidste del af bogen er noget usmage
ligt, ligefra hendes stemninger, da det uundgaaelige begynder at dæmre
for hende, til det sidste brev, og det uagtet meget smukke og gribende
enkeltheder, som den atten hos Kjærs, da hun bryder sammen i smerte,
og den aften paa ballet, .da hun ser, hvordan maleren er. Nægtes kan
det heller ikke, at uagtet de værste ting, som forholdet til maleren og
bohemenes færden, er fremstillet saa diskret, at man egentlig kun faar
efterdønningerne deraf, saa er det dog ikke frit, at bogen dømmer lidt
sig seiv ved de træffende udfald mod de moderne bøger og deres
farlighed. Den maa læses med skjønsomhed og kritik. Hvad skal
man ønske en forfatter, som har talent, men ikke nok smag? spurgte
28 Nylænde, 15de januar 1890.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
