Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 17. 1ste september - Forhandlinger i stortinget angaaende stemmeret for kvinder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
taler ligesaa gode som mandens og med kanske vel saa god virkning
mangen gang som manden. Emancipationstanken staar der saa høit
som noget andet sted; men dog taber de ikke noget af sin kvindelighed
eller forsømmer sin huslige gjerning. Jeg skal forresten ikke gaa nær
mere ind paa de fordele, som det ganske vist efter min formening vilde
medføre for samfundet, om kvinderne fik anledning til at deltage mere
i det offentlige arbeide; jeg mener, som sagt, at fordelene er mange;
men dette bør dog mindst sees som en forretningssag. Der bør ikke
spørges om, hvor meget manden eller samfundet vil tjene paa, at
kvinderne deltager i det offentlige arbeide. Det spørgsmaal, man bør
stille som det principielle, er: skylder man ikke først og fremst retfær
dighedshensyn, billighedshensyn overfor kvinderne at give dem stemme
ret og adgang til at deltage i det offentlige arbeide? Historien viser
os jo gjennem tiderne, at der er overgaaet kvinden stor uret, fordi hun
ikke seiv har faaet være med at værne om sine interesser, fordi hun
har været afhængig af mandens naade og barmhjertighed, fordi mæn
dene har været egoistiske nok til først og fremst og bare at tænke paa
sig seiv, i det hele taget har betragtet kvinden som et lavere væsen
nærmest bestemt til pleie og hygge for manden, og sig seiv som skab
ningens herrer ene og alene. Tildels gaar dette endnu igjen under
mange forhold, og da jeg hørte Hr. Hertzberg citere en digter, saa
undrede det mig, at han ikke ifølge sit syn paa denne sag ogsaa kom med
det bekjendte vers om kvinden, „som skal lave hans grød og bage
hans brød, som skal lette hans sind og klappe hans kind!“ — „Ja, se
da skal de ha det saa godt, de to.“ Det er nok grundmoralen endnu
i mangt et hjem, er jeg bange for. Man behøver forresten ikke gaa
saa langt ned igjennem tiderne for at paavise al den store uret, som
i aarenes løb er overgaaet kvinderne. Jeg skal bare nævne en eneste
ting, som ikke ligger mere tilbage, end at vistnok mange, ialfald de
ældre i församlingen, husker det; det ligger en 30 —40 aar tilbage.
Indtil da fandt man det saare naturligt, at kvinderne ikke skulde arve
mere end halvparten af mændene. Manden, som var saa heldig stillet
i alle forhold, han skulde have det dobbelte; men den svage kvinde,
som kun var henvist til enkelte sysler og kanske ogsaa i trange kaar,
naar manden ikke naadigst tog sig af hende, hun skulde blot have
halvdelen! Det modsatte havde været det rimelige. Nu, det blev da
endelig rettet paa. Saa er der saa mange andre forhold, som viser,
hvad samfundet har syndet mod hende. En mangel, som nylig er
rettet, er saaledes formuesforholdet mellem mand og kvinde i ægte
skabet. Lige indtil 1888 kunde en kvinde, som havde br-agt med sig
kanske en liden formue, eller som maatte seiv slide og slæbe for det
nødtørftige til sig og sines ophold, ikke forhindre, at manden kunde
ødelægge alt hendes arbeide og det, hun i tilfælde havde bragt med
270 Nylænde, iste septbr. 1890.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
