Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 21. 1ste november - Brev fra Chicago til «Nylænde» (Ragnhild Ray Olsen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bestyrerinden for föreningen har en vanskelig opgave; hun maa
være forekommende, men hun maa ogsaa undersøge varerne med stor
nøiagtighed, og det liker ikke folk og bagtaler saa föreningen. Nogle
venter sine arbeider solgt straks, ellers er det ikke til nogen nytte. En
dag kom en kone med nogle vakre arbeider og vilde faa lægge ind til
salg. Dagen efter kom hun og bad om at faa det igjen, for hendes
mand blev ustyrlig, da han fik høre dette. Han var mand til at føde
sin kone uden noget saadant. Han er nemlig en samfundsstøtte! De
„kristeligsindede“ siger, at vort foretagende er ukristeligt. De bedrestillede
af arbeiderklassen siger, at vi ikke har det fint nok, til at de kan gaa
ind. Dette kan vel saa være, men naar de, af vor nation, som for en
8 eller 10 aar tilbage, i armod og fortvilelse reiste til Amerika, nu ikke
kan se ind eller støtte et saa ålment foretagende af den grund, at vi
ikke har det fint, da opnaar vi ikke, ligesom de amerikanske, mange
afdelinger saa snart. Vi har seet ind til de amerikanske Women’s
Exchange og finder vor fuldkommen saa ren og god.
Alle norske kvinder har en mani for at arbeide kunstigt arbeide,
medens de derimod ikke liker nyttigt arbeide. En amerikansk dame
kom før jul ind med tyk strikkesilke for at høre, om vi havde nogen
paa vor liste, som havde meldt sig til strikning; hun ønskede 6 par
vanter strikket til jul. Skam at sige, saa fandtes ikke en skandinavisk
kvinde, som havde meldt sig for strikning. Vi kunde ikke sige det,
for at de amerikanske ikke skulde faa daarligt indtryk af vore arbeidere.
Vi var godt kjendt hos en meget velstaaende tysk familie; der spurgte
vi, om de vidste af nogen. Konen og datteren tog seiv og udførte det
baade fint og vakkert. De erholdt vakre julepenge.
Der har fæstet sig fordom mod nyttig husflid hos vore mænd, og
de forbyder kvinderne det; de finder det bedre at tuske i hvede og
klæder. Dette er en utilgivelig ensidighed, og følgerne har vi nu seet
nok af. Hør de mange bønner om hjælp til strømper og andre klæder
fra den skandinaviske befolkning, efter et par uaar blandt Vestens
farmerfamilier, hvor raamaterialer til husbehov kan erholdes paa enhver
farm. De autoriteter, som har reist og beskrevet nøden i Dakota, har
alle som en skrevet om nøgne børn indtullet i filler og mødrene med
tepper tullet om sig. Er ikke dette skam for vore kvinder. Det nytter
ikke hvad en arbeider fortjener, naar hvad man eier sløses bort. Nyt
tig husflid er vi derfor bestemt paa at forsvare til det sidste, om saa
hele den norske befolkning skriger op imod os.
Jeg kjender en god arbeiderkone her fra hjemlandet, som foruden
sydde og strikkede sager ogsaa bringer ind til föreningen kjødkager og
fiskekager, pai, bakkels og fattigmands. Hun har hele tiden havt stort
hus at stelle for og lavede saa meget af mad med en gang, at hun
solgte med det samme, Om 3 maaneder kom hun og fik opgjør, som
328 Nylænde, iste novbr. 1890.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
