Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 23. 1ste december - Typerne (mere om fru Marholms artikler i «Samtiden»)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
legen den smidige, koncentrerte styrke i et sind, som ikke er størknet
og stølnet i selvsyge, som tror paa det vidunderlige, det, som kjærlig
hedsforholdet skal bringe, venter stille i aarevis paa det, er saa sikker
paa at det maa komme, fordi hun bærer det i sig seiv. Men hun har
stillet sin tillid paa en grund udenfor sig, det er fra manden, hun ven
ter det skal komme, og da denne svigter, er hendes kræfter udtømte
gjennem selve intensiteten, og hun ved ingenting mere, tror ikke mer paa
noget. Derfor maa hun rive sig løs og slippe baade mand og børn
for at bli menneske, for at finde de dybere livskilder i sig, og mangen
en Nora har gjort det samme i al stilhed, sjelelig og aandelig, uden
dramatisk effekt, længe før Ibsen skrev; det er bare paa scenen man
gaar og smelder porten igjen efter sig.
Denne rolige kraft, uimodstaaelig i sin sikre bevidsthed, som
kanske er det specielt „kvindelige“, hvis der findes et saadant begieb,
opfatter og skildrer fru M. saaledes: „ . . . af slige halvt ængstelige,
halvt forbitrede, og ganske forvirrede Nora’er bestod kvindebevægelsens
fortropper. Og denne Nora er forsvunden i tredie akt. Den, som mo
ralsk krænket, med stiv nakke og indtrukne albuer, viser tilbage den
gode dannelsesfilister og embedsmand Helmer, da han vil elske sit
ekorn, som han har havt tre børn med, paa den for ekornet dog vel
noksom kjendte maade, det er ikke mer den lille Kjøbenhavnerinde
Nora — det er en svensk entrustungsdame“.
Noratypen, siger Fru M., er „en sidste, forfinet og sublimeret
aflægger af den kristelige moralaskese".
Ibsen har vist ikke tænkt saa, da han meget senere skabte Rebekka
West. Hun har baade hofter og robust samvittighed som en „fuld
blods“ modstander af askesen. Men hun flygter for sig seiv i dybeste
rædsel og gaar gladelig i fossen med adelsmennesket, da hun møder
ham, saa lidet fejlfri som han er. Naar sanserne kan varmes helt
igjennem til „den intensive kjærlighedsfylde, som bølger gjennem hele
ens væsen, og som træffer og holder fast den mandsnatur som i sit
væsens dyb er beslægtet med dem“, saa er det en ud af den natur
lige drift allerede kultiveret følelse og hviler dermed paa samme basis
som al kultur, og det gaar derfor ikke an at sige som fru M., den
følelse har ikke noget med moral eller ikke moral at gjøre.
Det er heldigt, naar en bestemt synsmaade skal tvinges frem gjen
nem tykt og tyndt, at man ogsaa har en fremstillingsmaade; da gaar
man bare frem efter regelen; „Umgekehrt, dann wird ein Schuh
daraus“.
Bjørnson skrev nylig ved en leilighed: Det er pinligt at se en fin
natur bedømt af en, der staar lavere. Dersom Bjørnson ikke var
Bjørnson, den enestaaeride midt i mængden, som gir sig hen til stik
og saar og aldrig dølger andet, end hvor ondt det gjør, saa havde
354 Nyiænde, iste decbr. 1890.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
