Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 3. 1ste februar - Til fru Wilhelmine Ullmann, f. Dunker (fra C. Collett)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
40
Jeg fik ikke rigtig takket Dem ilørdags for talen. Kunde det lægge
lidt til den tak, jeg skylder Dem. saa kan jeg fortælle, at alle, jeg har
truffet, der kjender den, har følt sig tiltalt og grebet af den. Fra
sønnerne kan jeg hilse og bringe Dem ogsaa deres tak. At jeg valgte
Roberts blomst til talerinden ved festen, fandt han var en ære for den.
Og nu et ord om det indtryk, talen gjorde paa mig, talens egent
lige gjenstand.
Da jeg traf paa, at ogsaa De havde valgt den gamle balsukces
som udgangspunkt, greb det mig saa underligt. Jeg var nemlig iet
sidste stille opgjør med min stillings virkelige status kommet til det
resultat, at hine mine ungdoms baltriumfer er den eneste uformørkede,
uklandrede anerkjendelse, jeg har vundet inden min nation. Og Gud
skal vide den har holdt trofast ud. Det hænder ikke sjelden, at der
endnu diskes op for mig baade i røde og blåa krandse, baade i mol
og silke.
Men De, Wilhelmine, har forstaaet det anderledes. De har givet
baldukken sjel og liv. Se, det var noget andet ! Og deri ligger for
vexlingen. Forvexlingen med form og indhold. Thi den ydre skabe
lon kunde det ikke være, der har grundet berömmelsen. Med de
mange virkelige skjønheder, som vor by dengang havde at opvise,
kunde den stakkels unge pige fra landet, der en sjelden gang under
et vinterbesøg dukkede op i vor hyperkritiske lycæcirkel, ikke maale
sig det forsikrer jeg Dem. Det maa have været opdukkelsen seiv,
altid lidt nyt, og har De fru Ullmann seet ret maaske ogsaa
et tanke, et følelsesliv, der bevægede hende dengang, en sjæletrang,
knapt forstaaelig for hende seiv, der skreg efter förlösning en
förlösning, der ak! ikke skulde times den, men som tilsidst under det
trøstesløse tryk af en hjemlig enkestand gav sig luft i forfatterskabet
«- den sørgeligste af alle udveie.
Til fru Wilhelmine Ullmann, f. Dunker.
Kjære fru Ullmann!
Nylænde, iste februar 1891.
C. Collett,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
