Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 8. 15de april - Fredrika Bremer (slutning)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
første større kvindeforening inden hovedstaden, med det formaal at tåge
sig af de værgeløse born, hvis forældre koleraen havde bortrevet.
122
Fredrika Bremer befandt sig vistnok nu paa høiden baade af sin
virksomhed og sin berömmelse.
Allerede i 1844 havde det svenske akademi for anden gang ud
mærket hende og denne gang med sin store guldmedalje som erkjendelse
af et talent, „som med geniets og hjertets egenskaber forenede skjønhed
i fremstillingen og renhed i sind, og som havde øget fædrelandets
navnkundighed i fremmede lande".
Ofte havde Fredrika i sine breve talt om, at hun vilde skrive blot
en roman til, og i den vilde hun lægge alt, hvad der laa hendes hjerte
nærmest og alt hvad hendes retsfølelse iordrede for de svenske kvinder.
Strax efter hun har sluttet sine Amerikabreve, skriver hun:
„ Nu vil jeg igjen ud paa digtningens felt, flere emner vin
ker, men ingen af dem vil rigtig drage sindet, ingen rigtig bemægtige
sig min aand. - Nærmest paa hjerte ligger mig kvindernes udvik
ling i tanke og arbeidsliv, og paa en eller anden maade maa jeg virke
for det. Den nye kvinde opdrager den nye mand, og slægtens for
ædling forudsætter hendes. Der findes en sand og ædel ydmyghed,
og der findes en usei og foragtelig. Aa, hvor lidet man har lært kvin
derne at adskille disse, hvor ofte har de ikke bøiet sig for useldommen,
fordi de ikke har forstaaet at være stærke med mildhed og værdighed".
Det varer ikke længe, førend hver tvil angaaende valg af emne
ophører, og hun er dybt inde i arbeidet paa sin nye bog, som hun
kalder den første spire af den udsæd, den nye verdens aand har givet
hende, og som hun nu vil overflytte i hjemlig jordbund.
„En kvinde er midtpunktet i bogen", skriver hun, „og kvindens
rette udvikling er tanken, som den bevæger sig omkring. Den heder
Hertha eller en sjæls historie. Jeg haaber, Du vil synes om den.
En alvorligere hyldning af sandlieden, har jeg aldrig givet11 .
Under bogens udarbeidelse fortsatte Fredrika brevvexlingen med
sin ven. „Meget i Hertha", siger hun, „kommer til at vække tanker,
som fortjener at drøftes, og det er mit haab, at den ogsaa skal komme
til at medføre befrielse for mange bundne i mit land".
Ogsaa det følgende aar i Schweiz, efter at bogen netop er udkom
met, skriver hun om det samme emne:
„Hertha er en bog, for hvilken jeg ikke venter naade af nogen
svensk mand, men hvis af nogen, saa er denne ene Du; ti Du har
forstaaet, at Herthas klager og lidelser er min egen sjæls erfaring".
Allerede først i aaret 1856 var Hertha fuldført og sendt til over
sættelse i England og Amerika samt Tyskland, men skulde først ud
paa sommeren udkomme i Sverige. Fredrika ventede, som vi har seet,
intet godt af den hjemlige kritik og dette og den gjenvakte reiselyst
Nyiændé, 15de april 1891.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
