Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 23. 1ste december - For skole og hjem - Mor og barn (efter Tor Hedberg)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Og snart holdt hun i sin favn et lidet menneske, som levede sit
eget friske liv, havde sin egen opfatning af tingene omkring sig og
kaldte dem med selvopfundne navne, men som i sorg og glæde holdt
fast i hende med smaa trofaste hænder og kaldte hende mama.
362
Men det lille menneske blev mere og mere menneske, øinene blev
ikke bare seende, men ogsaa undrende og spørgende, hænderne greb
ikke længer efter alt, som var inden synskredsen, men begyndte at
vælge og vrage. munden begyndte at forme ord, som bar almindeligt
budskab, men fik selvstændig mening, og et af dem hed „hvorfor?"
Da kom en tid med bryderi og bekymring, hendes ærlighed op
rørte sig mod hvert „derfor", som ikke for hende seiv var fuldgyldigt,
og hun forskrækkedes over, hvor faa saadanne „derfor’er" hun gav, og
ofte hændte det, at ogsaa disse faa forkastedes resolut af den lille.
Hun blev tvilraadig og fuld af mismod. Da kom den lille seiv hende
tilhjælp og førte hende ind paa en vei, som hendes samvittighedsfuldhed
havde hindret hende i seiv at vælge fra første øieblik, den veien, som
førte tilbage gjennem de voxne aars irganger til barnets standpunkt.
Hun saa, at nåar hun forsøgte at løfte den lille op til sig, saa gik
alt vrangt, men nåar hun seiv steg ned til ham, saa greied alt sig til
gjensidig tilfredshed.
Veien var saa lokkende, at hun ikke kunde betænke sig længer
paa at gaa den, hun vilde ikke være sit barns opdrager, for det kald
var for tungt for hende, hun vilde være dets kammerat baade i leg og
alvor, en rigtig god kammerat, for det kunde hun være, og det var
bedre end en daarlig opdrager.
Efter at hun havde kastet bort al tvil, forbausedes hun seiv over,
hvor meget af barnet der endnu var igjen hos hende. Hun behøvede
ikke anstrenge sig for at se med barnets øine, tænke med dets tanker,
hun fandt fornøielse i dets leger og fulgte dets hurtige gemytsover
gange med interesse.
Hun fandt sig saa hjemme i denne verden, hvor fantasien var
almægtig guddom, under hvis lette haand alle knuder løstes som i leg,
ved hvis blotte blik tvilen krøb bort i skammekrogen, og paa hvis
herskerbud de slemme tankerne, som afstedkommer splid og ondt, for
vistes ind i bjerget. Der kunde man endnu høre lyden af deres
hammerslag i de stille nætter, men de var i sikker forvaring og havde
intet med Guds frie natur at skaffe. Livet var som en stor billedbog,
som man kunde digte texten til efter eget behag, eller det var som en
stor slumrende skov, som vaktes til liv og begyndte at tale, da prins
fantasi kyste prinsesse barnetro, som var sovnet med eventyrbogen
i fanget.
Den lille hørte paa med store øine og blev aldrig mæt af de vid
underlige eventyrene, men fordrede altid nyt, nyt.
Nylænde, iste decbr. 1891.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
