Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 3. 1ste februar - Literatur: Trætte mænd (Sc....)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kan fremstille en karakter saaledes, at vi har personen lyslevende for
os. Her er ikke og kan ikke være nogen væsensforskjel, thi hvad
begge tilsigter og, hvis de er heldige, opnaar, er at give en sand
skildring af livet og menneskene; her kan alene være en gradsforskjel,
en forskjel i maade og midler. Derfor er ogsaa den overlegne og affeiende
dom, der fra „psykologernes“ side ofte fældes over den realistiske og
naturalitiske retning, som i det siste har behersket literaturen, saa fejl
agtig, thi de har begge fælles udspring, fælles objekt: mennesket.
36
Heri ligger ogsaa begge retningers styrke saavel som deres svag
hed, og for mig stiller det sig unægtelig saa, at svaghederne hoved
sagelig er paa ,.psykologernes“ side.
Dette viser sig ogsaa i ,,T. m.“ Bogen er utvilsomt interessant,
men desuagtet virkede den paa mig nærmest — trættende: ja, det
lyder ganske vist kjættersk, men jeg kan ikke hjælppe for det.
Dagbøger er ialmindelighed ingen heldig form for literære arbeider,
de blir let for subjektive, og der er for lidet handling i dem. Og saa
at faa en dagbog paa over 300 sider, fyldte med en lidet original
populærfilosofi og en ødelagt, udmarvet hjærnes reflexioner over alt
mellem himmel og jord, tildels over emner, den kanske aldrig har eiet
og for nærværende i hvert fald fuldstændig savner kraft til at beherske
— det er dog for meget, seiv om bogen er skreven af en saa spirituel
mand som Garborg!
I hvert fald var jeg efter gjennemlæsningen en træt mand, og det
skulde undre mig meget, om det ikke er gaaet flere som mig.
Jeg ved ikke, hvad Garborg har ment med sin bog, eller om han
i det hele har „ment“ noget med den. Efter min opfatning af den
„psykologiske“ roman, stræber den alene at give et saa sandt, objek
tivt billede som muligt af det sujet, den har valgt sig, og jeg skulde
nærmest tro, at Garborg heller ikke har ment noget andet. Men hvor
ledes dette nu end forholder sig, — sikkert er det, at det er en ube
gribelig lettroenhed eller tilbøielighed til at tage alt til indtægt for sig
og sine anskuelser, naar hr. pastor Gustav Jensen triumferende holder
bogen i været og udraaber, at den er „en vidt synlig og høit raabende
afviser, ikke saa meget bort fra en kulturretning som fra en livsretning,
livet uden tro. Man dør ad den vei“.
Gabriel Jeronymus Gram er fuldstændig uskikket til at afgive
nogensomhelst slags bevis for en slig paastand.
Det frerngaar tilfulde at bogen, at han i lang tid har tilhørt og
fremdeles tilhører den i det minste hos os faatallige klasse mennesker,
som af sig og andre kaldes „bohemer“, disse folk, der ikke har andet
hjem end kafeen, ikke anden moral end sine subjektive drifter og
lyster, ikke andre pligter end dem, som lader sig forene med deres
tilbøieligheder og dem, som et uretfærdigt og snæversynt samfunds
Nylænde, iste februar 1992.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
