Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 5. 1ste marts - For skole og hjem - Lurve og Larve (H.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
68
i sauebingen, hvor de havde faaet midlertidigt logis, til de blev saa
store, at de kunde bindes paa baasen. Men sauerne var ikke altid
saa glade i dem ; kom der et lidet lam til verden, straks skulde kalvene
bort i det, snuse og dulte og gjøre fortræd. Og havde de en dag
været rigtig balstyrige og endogsaa væltet melkekoppen sin, saa sa
budeien: „Ja, hvorfor kaldte dere dem Lurve og Larve ?“
Endelig blev det sommer, og alle slap ud af fjøset. De gamle
kjør de var nu saa vigtige, de vidste før, hvordan det saa ud udenfor
fjøsdøren, men kalvene vidste ingen ting udenfor sauebingen. De kopte
og glante og var rædde for alt. „Græs? Hvad er det til?“ og saa
snuste de lidt paa det, men smagte ikke en bid den dag, bare rauted
og bar sig og hoppet undaf, naar vi kom med drikke til dem ogsaa.
Snart blev de dog lidt folkeligere, og vi kunde leie dem i hver sit
baand ned i en indhegnet plads, hvor de gik for sig seiv hele dagen
og lærte snart, at græs er endda meget bedre end det hø, de stjal fra
sauerne i vinter. Men det gale var, at denne indhegningen laa saa
langt ned i bakken og saa afsides. at de aldrig saa hverken folk eller
fæ. Derfor blev de sky og rædde for alt muligt, naar de om kvælden
blev leiet hjem af budeien og barnepigen. Saa vilde ulykken, at de en
kvæld paa hjemturen mødte nabogrisen, en stor nærgaaende fyr. „Ih
du milde, hvad er det for et uhyre“, tænkte kalvene, og dermed gjorde
de et ryk og sled sig løs begge to. Budeien mistede stakken af bare
forfærdelse, men Lurve og Larve satte tilskogs med halen ret tilveirs.
„Nøt“, sa grisen, men budeien satte i: „Ja, hvorfor kaldte de dem
Lurve og Larve!“ Der stod vi, ja; men kalvene stod slet ikke, for
de vedblev at rende op igjennem skogen, op til vilde fjeldet, hvor de
aldrig havde været før. Mon grisen var efter dem ? Nei, men de hørte
budeien nede i lien lokke og kaue: „Saa kom naa da Lurve og Larve!
Kom naa da stakkars smaakua!“ Ja, slig lokket hun høit og vak
kert, men indimellem skjendte hun: „Sligt vi ser dem vel
aldrig mer! Ja, hvorfor kaldte dem — — saa, kom naa da, stakkars
smaakua!“ Men de kom ikke. Og vi ledte og lokket hver dag i lång
tid, men uden nytte. Snart var de seet her og snart der, baade den
ene og den anden kom og meldte, at de havde seet „præstgardskalva“,
men saa snart nogen nærmet sig — vips var de afsted med halen til
veirs! Og saaledes gik det hele sommeren. Tilslut vilde præsten og
gaardsgutten gaa paa jagt efter dem og skyde dem som andre vilde
dyr; for de havde en „spænding“ om halsen, som vi var bange for
snart vilde bli for liden, saa de kanske kunde strøpes; og desuden
kunde de da ikke fare vilde ude, naar vinteren kom. Men jægerne
saa dem bare langt borte og kom dem aldrig nær nok til at skyde.
Imidlertid trivedes nok Lurve og Larve godt oppe i fjeldet. Rig
tignok begyndte det at bli lidt surt om natten nu, og hjemme var det
Nylænde, iste mårts i89 1.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
