Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 10. 15de mai - For skole og hjem - Agetur paa fjeldet (H.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sneeri og gav øiet et velgjørende punkt at hvile paa i alt dette blæn
dende hvide. Hvor vi seiv stak underligt af, hvor umaadelig tydelige
vi ligesom blev! Noget saa brunt, som pletterne i „Roses“ skind,
noget saa rødt, som det schawl, jeg bar paa armen, noget saa gult,
som kjælken min! Jeg havde neppe lagt mærke til, at den var gul
før, nu var den det guleste gule, jeg havde seet i mit liv. Og mens
vi fyldte vore lunger med fjeldluften, fyldte vi ogsaa vort sind med
lyse, freidige tanker. Det var jo storartet at kunne komme saa let
frem paa fjeldet; vi gik saa let, som, paa et gulv. Det hændte en
enkelt gang, at skaren ikke bar, saa vi pludselig fik et lidet anfald af
„laaghalthed“; men det tjente da kun til at forhøie munterheden. Og
„Rose“ sprang i store kredse omkring os, nydende i fulde drag sin
frihed. Langt borte tegned den sig saa tydelig mod himlen og vifted
saa glad med sin hvide hale. — Vi vilde, før vi begyndte at age,
bestige en mindre fjeldtop, som heder „Finnsjøvala“, hvorfra der er
den prægtigste udsigt.
Kjælkerne kunde vi ikke tage med helt op, men trak dem dog med
omtrent midtveis. ’ Solen stegte os sommervarm i ryggen, og marschen
gav appetit — det var ikke frit for, at jeg ønskede mig en af de
ryper, jeg nylig saa ædelmodig havde villet skjænke livet, stegt og til
beredt! Vi kom temmelig svede og forpustede op, slet ikke forberedte
paa, at oppe paa toppen sad „manden med de syv vintre i sig“, fær
dig til at aande dem udover os. En vind saa bidende kold saa det
kjendtes, som vi ikke havde spor af klær paa kroppen. „Influenza —
lungebetændelse“ — for et øieblik gjennem hodet paa os, men ogsaa
kun et øieblik, for her var andet at tænke paa. Her stod i en krans
rundt fjeldvidden de stolteste fjelde, som hele sit liv havde været i lag
med manden med de syv vintre og aldrig frygtet hans iskolde aande.
At se paa fjeldene staalsætter; vi glemte kulden og lod blikket betaget
glide fra Rondenes mægtige kolosser til Snehætten, hvid og vinkende
i det fjerne, som et fagert drømmeland, fra Rendals-Sølens takkede
tinder til Lilleelvedals-Sølen, der slank og fin i formen, som en arabisk
hoppe, tar præmien fra dem alle! Men vinden minder os ubarmhjertig
om, at vi ikke er gjort af samme stof, som fjeldene. Vi hyller os
gysende ind i vore schawler og sætter i sprang nedover, til vi naar
kjælkerne. Og saa skal da festnumret begynde. Herrerne føg afsted
paa sin spidsslæde udover det temmelig bratte fjeld. Det saa noksaa
voveligt ud, men de naaede dog foden i god behold, fulgt i hælene af
„Rose“, som synes at ha syvmilsstøvler paa idag. Og saa vi efter
paa vore kjælker, som vi saamæn havde mere end nok med at styre.
Det gik i vild fart, indtil vi aandeløse og aldeles oversprøitede af sne
naaede ned. Herrerne var uudtømmelige i sin ros over hvor deiligt
Nylænde, 15de mai 1892. 139
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
