Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 16. 15de august - Louise Michel (ved red.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
214
aare ikke er nedarvet, fortæller hun, at „enhver begivenhed af betydning,
som hændte i familien blév omhyggelig nedskrevét paa vers af min
bedstémdder i to tykke bøger med usædvanlig tykt papir, som jeg ved
hendes død tullede ind i sort flor“. Det ser ud til, at hitn här lært
at læse meget tidlig; og at det här været hende tilladt at læse alt
inuligt. Bossuet kjedede hende, og hun gav sig strax til at ville skrive
eli verdenshistorie paa egen haand, hvad hun fik impulsen til, ved at
se en lærebog i historie, som händes fætter Jean havde med til hende.
Hun opgav dog snart dette arbeide for at skrive en ode til Cona, et
af omegnens bjerge, og forlod saa alt for at studere naturhistorie. Hun
havde et ensomt rum i et af borgens taarne, hvor hun øvede sig i sorte
kunsten og samlede skeletter af firføddede dyr og fugle, studerede
kemi, arbeidede en lut af en furuplanke og nogle guitarstrenge, gjorde
overhovedet alt, hvad der faldt hende ind. Hun læste Moliére, Vol
taire, Corneille, Victor Hugo, de illustrerede tidsskrifter og alle de
bøger, hun kunde faa fat paa.
Det var hendes bedstefader, som lærte hende at bli republikaner.
Han fortalte dem ved ilden den første republiks epos og gik saa over
fra begeistring til kynisme og lagde ud om, hvor lettelig nationer og
mænd lod sig skuffe og narre. Fra denne tid fattede Louise en liden
skabelig kjærlighed til republiken og revolutionen, som aldrig siden er
ophørt. Den bog, som først gav hende indtryk for livet var Lamenais’s
„En troendes ord“, (Les paroles d’un Croyant.) Hun læste den sam
men med to jevnaldrende piger fra landsbyen, og „dens blade blev
gjennemblødte af vore taarer“, Fra den dag følte hun sig et med fol
kets og menneskeslegtens masser. Fra det øieblik begyndte den tunge
pilgrimsgang, som gaaende ud fra Lamenais har bragt hende til hen
des nuværende erklærede tro paa anarkiet. Saaledes voxte hun op,
som en styg, opløben, vild jentunge med solbrændt ansigt, lurvet haar
og flllede klær, men læsende, skrivende, tænkende, med en lidenskabe
lig kjærlighed til friheden i sin sjæl og med et had til alle under
trykkere glødende i sit hjerte.
Omegnen var rig paa sagn og eventyr. Louise har seiv noget af
den psykiske evne, hun har fra tid til anden glimt af fremsynthed,
som hun dog sjelden taler om. Men da hun i et gammelt spøgelses
slot i omegnen erklærede djævelen sin kjærlighed og med de sædvan
lige formularer vilde fremmane ham, viste der sig for hende ingenting
— og hun sluttede deraf, at der ikke kunde existere nogen djævel, hvad
man nok i og for sig maa regne for en noget forhastet slutning. Lige
ved hendes hjem var en brønd, som blev kaldt „damens brønd“, hvor
der ifølge en gammel kones udsagn fra tid til anden skulde gaa og
spøge tre vaskekoner, men Louise kunde aldrig bringe paa det rene
om disse existerede eller ikke. Hun havde siddet og ventet paa dem
Nylænde, 15de aug, 1892.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
