Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 20. 15de oktober - Kate Marsdens expedition til Sibiriens spedalske (ved red.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
276
var ogsaa herberge for kor, der var pakket tæt sammen med mennesker.
Nætterne var i det hele saa fæle, at det var en lise at tage fat paa
reisen igjen om morgenen, skjønt myggene ogsaa plagede hele dagen
og rytterne maatte uafladelig have sine geværer i orden for at mod
tage bjørnene med. Da de kom dybere ind i skovene, slog de leir
ude om natten, og et stort baal maatte tændes, hvor, jakuterne holdt
vagt. Forøvrigt gjorde ikke bjørnen expeditionen større direkte skade,
end at tage en ko fra dem. Men den føltes som en allstedsnærværende
plage; om den ikke viste sig, lugtede hestene den og blev næsten gale
af skræk og satte afsted med rytterne gjennem den tætte skov. Et
sted kom de ogsaa over en brændende steppe, hvor de nær havde
sat livet til.
Da Miss Marsden naaede de spedalskes region, saa hun, at beret
ningerne om disse stakkers ulykkelige ikke var overdrevne. Naar et
menneske, voxen eller barn, saaes at være spedalsk, blev de banlyst
fra landsbyen. En liden hytte blev byggøt i skoven, og did blev de
forvist med den strengeste ordre aldrig at gjense slegt eller venner
eller vise sig for andre mennesker. Der lever de som dyr, hvis ikke
døden barmhjertig gjør ende paa deres lidelser, strax de kommer did.
Der er 3—4 maaneders sommer og 8- 9 maaneders vinter. Før deres
fingre falder af, er de istand til at gjøre op ild, og de ulykkelige flok
ker sig sammen til selskab og selvforsvar. Born, som paa denne
maade blev udsat, levede ikke længe. De faar ikke føde nok, eller
bjørnene æder dem. 1 nogle tilfælde sørger slægtningerne for mad,
de bringer det til et aftalt sted, hvor de spedalske indfinder sig efter
en tids forløb og henter det hjem til sine elendige hytter.
Miss Marsden besøgte ikke mindre end 13 af disse smaakolonier.
De ulykkelige var umaadelig taknemmelige og opsendte bønner for
keiserinden og hendes udsending. Det var gribende at se nogen for
søge at gjøre korsets tegn med hænder, hvoraf fingrene var raadnet
bort, og skrækkeligt var det at se deres vansirede ansigter. Indi hyt
terne var lugten skrækkelig; i en af dem rasede der ogsaa kopper.
Der var hverken doktor eller pleie eller tilsyn, og underet er blot, at
de kunde opholde livet. Miss Marsden fik befriet en liden pige, som
var fuldkommen frisk, men som var blevet tvunget til at bo blandt de
spedalske, fordi hendes moder havde været spedalsk. Leilighedsvis
traf hun paa helt ensomme spedalske, som bare havde en hund hos
sig til at holde bjørnen borte. Deres føde var oftest raadden fisk og
barken af trær, undtagen i de tilfælde, hvor de var saa lykkelige at
eie en ko. Der fortaltes om en gamrnel kone, at hun pleiede at krybe
til landsbyen og hente affald, men da øvrigheden fik høre om det,
gav den ordre til, at alle hendes klæder skulde tages fra hende for at
Nylæncle, 15de oktbr. 1892.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
