Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 1. 1ste januar - Literatur: Mennesker af Alvilde Prydz (G. K.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
12
Det er som en saadan ouverture den hele bog nærmest virker,
en ouverture, sorn introduktion, ikke blot til det drama, som de i
bogen optrædende personer skal spille med i, men til hele det store
skuespil, som vil udfolde sig, naar de to mennesker, den nye tids eller
fremtidens kvinde og mand, skal modes paa livets scene, ansigt
til ansigt.
Og denne komposition er i flere henseender storartet, en strøm
mende rigdom paa motiver og mange partier af overordentlig skjøn
hed og klang. Men det, som tonerne tegner frem klarere og klarere er
„et billede, et eneste, af stærk og lys menneskehøihed“og en dyb sorg og
vrede over, at jordens børn flakker saa forvildet omkring, at de ikke
faar øie paa dette billede.
Det, som er den største hindring for udviklingen til menneskelighed
er mændenes autoriserede magtstilling og deres egen overhøihedsbevidst
hed og kvindernes anerkjendelse og beundring al og deres bøien ind
under denne magt — dette gjør mænd og kvinder ynkelige og hov
modige, forfuskede og urene.
Derfor gjælder det at bryde denne overmagtens og afmagtens
trolddom, som har holdt menneskenes børn fanget. Og forfatterinden
tar fat paa frihedsarbeidet med urokkeligt mod.
Bogens veltalende ræsonnør, Doris, gaar løs paa de mangfoldigste
arter af overmagtstyperne fra de velkjendte selvherskere, som „er vokset
op i et fint hjem med mange betingelser", men hvor „bevidstheden om
at være mandfolk har virket uheldigt og hindret gjennemdannelsen" til
vore talentfulde forfattere, naar de afleverer sit livssyn . . . Om dem
siger Doris: „Jeg fristes undertiden til at lægge min strømpe fra mig og
bede ret af hjertet: Frels os fra mere af denne kvindepsychologi, der
vælder frem, naar der om deres øine, der ser, lægger sig tætte lag af
en taage, der trods vore unge, mandlige lyrikere ikke kommer fra
himmelen, men fra vore mest jordiske moradser!"
Og ogsaa det nye europæiske ubermensch, som bare er en høist
ærværdig fætter af den ungdommelige mandlige hovmod, maa ned af
piedestalen. „Det er ikke de enkelte spidser det kommer an paa at
udvikle — produktet af alt det, der lider og drømmer og tier og vokser,
til det rager op over vandene, det er det store". — — — „Ned fra
„bjergene“, ned i dybet med dig, ind i stilheden! . . . Der kunde det
hænde, Du kunde finde nogle saa store, at de er for store til at anse
det nødvendigt et eneste menneske skal tro om dem, at de er det!"
.— —— En omvurdering af værdierne — paa helt anden maade end
Nietzsches*) disciple ønsker.
*) Om bedømmelsen af Nietzsche har bogen et meget interessant afsnit, som vi kunde
ønske at give in extenso, men faar ikke plads i dette hefte. Red.
Nylænde, iste januar 1893.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
