Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Camilla Collet. Den 23de januar 1893 (red.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
fremst har hævdet hjertets. den kvindelige følelses ret, har bragt bud
fra den indre, usynlige verden, — for saa svage man kan mene de
er den kvindelige længsels vinger, saa kunde de kanske, hvis det ydre
arbeide var gaaet forud for det indre, været mægtige nok til at reise
en storm, som havde revet overende det, som var bygget.
Men nu kan vi holde fest i landet! For netop dette usynlige, dette
fine og sterke, det er grundmuren under fremtidens hjem og fremtidens
slot. Og alt hvad der kan bygges for kvinder og af kvinder, alt hvad
handling og tanke kan reise, det kan hvile paa denne grundmur, og
fantasiens hoie taarne og spir med,
En tak fra arbeiderlauget for arven, som giver rigdom langt
udigjennem fremtiden, og en tak for kjærligheden under dagens arbeide
og strid.
I Bergen holdtes fest for fru Collett i Holdts hotel med 150 deh
tagere. Fru Hambro holdt festtalen i følgende ord:
Naar jeg iaften har faaet det ærefulde hverv at holde talen for
Camilla Collett, saa har jeg ingensomhelst adkomst til dette uden den,
som kjærligheden giver; ti jeg har elsket hende,fra jeg var et 14-aars
gammelt barn og skylder hende mere end de fleste. Jeg husker saa
godt den sommerdag ude mellem skjærene, da jeg læste „Amtmandens
Døtre“. Luften om mig dirrede af lys, men jeg syntes, det blev mør
kere om mig, jo længere jeg læste. Det halvkvalte skrig i denne
bog havde naaet hjertebunden i mig slig, at jeg aldrig senere
i livet har giemt det. Dette skrig har hun siden formet i klare og
skarpe ord; men de eier alle det, som er hendes digtnings særpræg,
dette, at hun har talt ud af sin smertes og sin harmes overflødighed,
Smerten er hendes sjælseie, hendes styrke og hendes svaghed, og det
er netop smerten, hun har villet vække i hver norsk kvindes bryst, ti
der sker aldrig vækkelse uden smerte.
Vi kjender alle hendes liv og ved, at det eier nok af smerte ogsaa
udadtil. Jeg minder om hendes indestængte liv mellem saa vældige
naturer som farens og brorens, jeg nævner Henriks død, netop i det
øieblik, da hans stride elvenatur tog klarere løb, jeg nævner faderens
tungsind og hendes husbondes død. Hvilken vemod hviler der ikke
over den have af grave, hun har fortalt os om, hvilken dyb sjælekvidc
er der ikke over de blade, som fortæller os om den rosenrøde billet,
hun modtog under æbletræet. Men den største smerte, livet har budt
hende, den bærer vi kvinder skylden for, ti vi har ikke tat hendes
livs arbeide op med det sjælens alvor, som hun har krævet. Paa
Gjæsterne blev samlet til henimod y2 l i den livligste stemning,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
