Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 4. 15de februar - Sonja Kovalevsky (G. K.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— for at citere de ord, hvormed Anna Ch. Leffler slutter denne sin
sidste bog — en „bekræftelse af regelen, at hjertelivet er det væsentlige
ikke blot i den kvindelige, men i den menneskelige, natur, og at den i
aandelig henseende høiest og lavest begavede, altid vil kunne mødes
paa dette centrale omraade for alt menneskeligt liv".
Slutningskapitlet i denne bog er overhovedet efter min mening det
smukkeste og varmeste forf. har skrevet, og helt gribende er det at
læse, naar man tænker paa, at den, som skrev det, ikke længe efter
gjorde reisen til det store ukjendte land.
„Af det haabløse mørke1’, siger hun, „som under den første sorg
syntes mig at omgive dette dødsleie, har lidt etter lidt en og anden
lysstraale tændt sig for mit indre syn.
Om livet er kort eller langt, betyder jo ikke saa meget, alt beror
paa indholdsrigdommen for en seiv og for andre, og fra dette syns
punkt seet var Sonjas liv længere end de flestes, hun havde levet
intenst, drukket af lykkens og sorgens kilder, mættet sin aand ved vis*-
dommens brønde, besteget alle de høider, hvor fantasien alene kan
bære og løfte, og til andre havde hun givet i rigt maal af sine kund
skaber, sine erfaringer, sin fantasi og sin følelse, hun havde brugt den
vækkende røst, som den udvalgte begavelse altid har, naar den ikke
isolerer sig i selvisk afstængthed, ingen, som har kjendt hende, har
kunnet blive uberørt af den indflydelse, som udgik fra denne vaagne
intelligens’og denne varme følelse, som gav sol og vext til alt, som
spirede i hendes nærhed. Hendes aand var saa befrugtende, netop
fordi hun som intelligens var saa lidet selvisk, netop fordi hendes høieste
stræben var samfund med andre, sympati, samliv i aandelig henseende.
Og om der ogsaa var meget af overtro i hendes forudfølelser, anelser og
drømme, er det dog vist, at der var noget af en seer hos hende.
Hendes digteraand var ogsaa seerens. Et løsrevet ord, en eneste tik
syneladende ubetydelig liden episode, som mødte hende i livet, kunde
for hende aabenbare hele den skjulte sammenhæng mellem aarsag og
virkning. Sammenhængen var i det hele det, som hendes aand altid
speidede efter, sammenhængen i tankens verden, sammenhængen mel
lem -livets företeelser, ja hun forskede ogsaa efter den ukjendte sam
menhæng mellem tankelovene og livsfænomenerne; og det var for hende
en kilde til evig utilfredsstillelse dette, at vi blot kan se stykkevis, for
staa stykkevis. Derfor drømte hun gjerne om en anden høiere livsform,
hvor vi efter apostelens skjønne udtryk ikke skal se som gjennem et
dunkelt speil, men ansigt til ansigt.
At se enheden i mangfoldigheden — det var hendes forsker- og
digteraands maal.
Og om hun nu har naaet dette! Tanken svimler overfor denne
saa usikre, saa dunkle mulighed, men brystet udvider sig, hjertet
fsfylæiule, 15de februar 1893. 45
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
