Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 13. 1ste juli - Margaret Fuller (forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Reisen til Europa blev helt opgivet — denne fristende reise med
udsiigt til at møde alle vennerne, blandt dem Miss Martineau, hvem
hun var bleven varmt hengiven.
Fra denne tid og fremover var Margarets liv en eneste anstren
geise og opofrelse. Da hun forlod Groton, underviste hun i latin og
fransk i Mr. Alcotts skole i Boston og grundlagde ogsaa seiv klasser
i fransk, tysk og italiensk, og efter nogie maaneders forløb modtog
hun ansættelse som bestyrerinde af en stor skole i Providence, hvor
hun fik under sin varetægt omkring 60 piger og gutter. Hendes
arbeide med eleverne havde den samme menneskelig,e og personlige
karakter, som prægede alle hendes forholde.
Hendes venskab med Emerson skriver sig fra denne periode. I
sine sommerferier gjorde hun sit første besøg i Concord. Mr. Emer
son følte sig først frastødt og ytrede: „vi vil ikke komme langt med
hinanden“, men han kunde ikke i længden modstaa hendes anstren
gelser for at vinde hans gunst. Al fordom torsvandt ligeoverfor hendes
ædelmodige og livfulde personlighed. Da hun kom til ,,Concord" siger
han, var hun allerede rig paa venner, rig i erfaring, rig i dannelse .. .
Hun havde- vundet ydre ro og værdighed, og hendes ærgjerrighed var
vendt mod alt det ædleste-. Hun tilbragte fjorten dage i hans hus og
blev fra den tid en stadig ven og hyppig gjæst, og kom godt ud af
det med alle og enhver.
Men trofast og ægte som venskabet var, var der dog en radikal
forskjel i natur mellem den harmoniske vismand i .,Concord" og den
høitstemte, men ogsaa overspændte kvinde, hvis forventninger aftid
stod i forhold til hendes egen overflod. „Jeg erindrer-, siger Emerson,
„at netop da jeg langsam og kjølig som jeg var —, var kommet
til at beundre hendes aand, og glædede mig over den gode forstaaefse
mellem os, blev jeg forbauset ved at høre hende karakterisere vort
venskab som overfladisk, halvt og forretningsmæssigt. Jeg satte blot
pris paa hende, sagde hun for de tanker og billeder, hun bragte mig —
saa mange igaar, saa mange idag, og saa var det ikke mer; for sine
ædelmodigste følelser fandt hun ikke gjenklang". En saadan følsomhed
laa udenfor Emersons forstaaelse.
..Da jeg saa hun levede livet i saa meget raskere tempo end jeg,
ja sammenlignet med mig i den voldsomste fart, frygtede jeg en hurtig
og pinlig krise; det var som en stemme raabte; tag vare! Og som
om hendes skjæbne var truet af brud og ulykker, som intet venskab
kunde afvende eller formilde. Denne følelse gav sig noget ved nær
mere bekjendtskab, men noget blev igjen paa bunden, og jeg havde
altid et indtryk af, at hendes energi var altfor meget blodets kræfter,
og jeg følte derfor aldrig den tryghed for hendes fred, som de mere
helt aandelige naturer indgiver. Margarets egne ord bestyrker denne
NyIsende, iste juli 1S93. 171
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
