Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 14. 15de juli - Margaret Fuller (slutning)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
lindre og raabte svagt: „Viva 1’Italia! . . . Gud er god, Gud raader44 ,
sagde de ofte, naar jeg ikke havde et ord til trøst. — — „Hvorlænge
vil Signora blive hos os?“ Naar vil Signora komme igjen?“ spurgte
de ivrig og løftede sig op paa albuerne for at faa et sidste glimt af
hende, naar hun gik forbi. Til al denne anstrengelse og lidelse kom
saa hendes personlige angst og bekymring. Ossoli stod paa en meget
udsat post, som han ikke kunde overtales til at forlade for at skaffe
sig føde og hvile. I dagevis var hun uden eftérretning fra ham. Saa
gik hun i den brændende sol, bærende fødemidler med sig over Vati
kanet til den blodplettede mur, hvor hun vexlede et par ord med ham.
Fra deres barn hørte de ingenting, indtil endelig efter dage af den mest
kvalfulde spænding et brev kom fra hans pleierske med underretning
om, at hvis de ikke øieblikkelig sendte i forskud en vis sum penge
vilde hun helt forlade Angelo. De fik sendt penge, men med den
alvorligste tvil om de nogensinde vilde naa hende, saadan som tilstan
den var i landet.
Men midt i sine private sorger har Margaret dog en klage for det
herjede Rom: „Dets herlige ege, dets villaer, denne hellige skjønhed,
som syntes at skulle være verdens eiendom for evig. — — O Roim
mit land! Kunde jeg tro, at den store sag skulde bringe saadan øde
læggelse over dig“. Og saa dette fredelige billede:
,,Pavens palads og qvirinalet bruges nu til reconvalesenter. I disse
skjønne haver gaar jeg med dem — en med sine bandager, en anden
med sine krykker . . . For en dag eller to siden sad vi i påvens lille
paviljon, hvor han pleiede give privat audiens. Solen gik straalende
ned over Monte Maria, hvor det franske kavalleris hvide telte lyste
mellem trærne. Kanonaden hørtes fra tid til anden. To mørkøiede
gutter sad ved vore fødder og opfangede ivrig hvert ord, som kom fra
dagens helte. Det var en skjøn time, stjaalet fra ødelæggelsen og
sorgen; og fortællinger berettedes, saa fulde af ynde og patos som i
Boccaccios haver, kun i en meget forskjellig aand, — med ædelt haab
for mænd, med ærbødighed for kvinder.“
Det var i de sidste dage af juni; bombardementet var meget stærkt,
skud og bomber faldt ind over hele byen. Ossoli havde kommando
over et batteri paa Monte Pincio, „den højeste og farligste stilling i
Rom, direkte udsat for bomberne fra den franske leir 14 . Margaret følte,
at øieblikket var kommet, da hun maatte tage sin plads ved sin mands
side og dele den kommende nats farer med ham.
Førend hun gjorde dette, sendte hun bud til mr. Gass, den ameri
kanske chargé d’affaires, underrettede ham om sit giftermaal og over
gav i hans hænder en pakke med vigtige papirer, som han i tilfælde
af hendes død skulde give til venner i Amerika — beviset for hendes
ægteskab og hendes barns fødsel og daab. Efter dette kom Ossoli og
Nylæncle, 15de juli 1893. 191
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
