Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 1. 1ste januar - Kvinden og folkedigtningen (Moltke Moe)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
6
De spar mig om kvindens andel i folkedigtningen. Har kvinden givet sit
selvstændige bidrag til denne nedarvede mundtlige litteratur, eller har hun alene
spillet en tjenende rolle som den der særlig bevared og freded om de gamle
sagn og sange og forplanted dem fra slegt til slegt?
Lad mig svare med et let omrids af forholdet i vor egen folkepoesi. Blot
konturer, og kun fra enkelte af folkedigtningens omraader. En fyldigere og
flersidigere udredning vikle danne et interessant kapitel af denne navnløse
poesis historie; men paa samme tid kræver den som forudsætning et sammen
lignende rundskue over andre nationers folkedigtning. Skulde „Nylænde“ senere
finde plads for en saadan udsigt over kvindedigtningen indenfor folkepoesien,
griber jeg gjerne lejligheden til at udfylde disse flygtige linjer.
Den hevarende virksomhed kvinderne har udfoldet for vor ned
arvede folkedigtning 1), har naturlig fort med sig ogsaa en formende
og prægende. Allerede for længe siden har man pegt paa den kjends
gjerning, „at mændene i regelen fortæller andet og anderledes end
kvinderne. De gamle kvinder — thi gamle maa de oftest være, skal
de due noget — har jeg lagt merke til har helst holdt sig til eventyr
af et dybt, hemmelighedsfuldt eller gruvækkende indhold. De gamle
gubber holder mest af og fortæller bedst övergivne, djærv-humoristiske
eventyr" 2). Mens det især er djærvheden, det kraftige og fuldtonende,
og i tekniken det virkningsfuldt springende, der karakteriserer mæn
dene som fortællere, kan man til gjengjæld hos kvinderne som tiest
finde en finhed og mildhed som mændene savner, en finhed som ikke
alene bestemmer fortællemaaden, men ogsaa den episke karakteristik,
opfatningen og fremstillingen af karaktererne, navnlig af de kvindelige
karakterer i eventyrene. Og i modsætning til det storstilede, episodisk
springende, stundom kantede i det mandlige foredrag staar gjerne i
kvindernes fortælling noget mere afrundet og formidlende, noget smi
digere og blødere. At disse egenskaber har udfyldt mændenes for-
!) Gina Krog, Norske kvinclers sociale og relslige stilling, s. 60.
2) Jørgen Moe, Saml, skrifter, II, 189,
Til „Nylæncles“ redaktør!
Kvinden og folkedigtningen.
Nylænde, Iste januar 1894.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
