Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 9. 1ste mai - Naar tante spiller piano (Helene Lassen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
blaa frakke. Og hun ser op paa ham med et blik, som ingen nutids
kvinde eier, med øine saa blaa og bløde, med et blik saa blygt som
markens fine forglemmigei.
Spil mere om hende, tante! For det er sangen om min egen mor,
slig som jeg ser hende paa den gamle akvarel.
Men nu er hun kommet til længselsvalsen at Beethoven. Og til
takten af dens bløde toner skrider de frem alle disse valsende, læng
tende par, som vi kjender fra tantes fortællinger; skikkelse efter skik
kelse er os kjendt. Alle disse søstre af den S-ske slægt, den ene
vakrere end den anden, mørke og blonde i rigeste udvalg. Især en af
dem træder tydelig frem, som vi ser hende paa det gamle daguerriotypi
paa væggen bag efeugrenen; hun med stramt sluttende sort kjole og
nedfaldende hvid krave. Over dragten noget puritansk, men i de
mørke, dyb-blaa øine — en verden fuld af erotik! Og hun danser
med ungdomsvennen, ham, som hun skiltes fra i livet. Men se, hvor
han er aristokratisk fin, hvor sirligt hans bittesmaa fødder træder dan
sen, mens ørnene farer raadvilde om mellem alle de smukke søstre —
han vil elske dem alle, ser dog dybest i hendes, han danser med.
Og vi kjender flere af kavallererne. Denne unge lystige student,
som skulde studere theologi, ligesom faderen, men som endnu ikke har
tilegnet sig andre præstelige egenskaber end at kunne „katekisere“ mor
sommere end nogen anden i verden! Ogsaa han flagrer fra blomst til
blomst — ler og glider undaf — fik ingen af dem alle! Og her er to,
som siden fik et navn: begge eventyrfortællerne — han, den brede,
sanselig-djærve, som foruden at samle paa eventyr ogsaa samler paa
kys af røde pigemunde, og fra hvem de unge piger leende flygter,
mens de betaget lytter til den anden, han, den fine complaisante, ind
begrebet af poesi og aand Og saa han, som fører sangen an, stu
denten par excellence, som synger sin bløde klokkerene tenor dybt ind
i hjertet paa „den lille pige med de gule haar“.
Saa kommer han, som de kalder „Dundrehagen“, stiv og gravi
tetisk, med lyserøde silkestrømper og hvide knæbukser. Bagefter
kommer den muntre doktoren og stikker knappenaaler gjennem de
lyserøde strømper, for at se om indholdet er ægte!
Men til hverdags gaar disse sirlige kavallerer i lange bluser, lyse
røde, grønrudede eller blaa, broderet med høirøde lidser — som lille
bror borte i vuggen! Maatte de ikke bli glad og danse naivt og
glædeberuset efter disse hoppende vemodig-glade toner?
For nu spiller ikke tante længer længselsvalsen men en rar, be
synderlig rar, gammel en, som ingen i verden uden tante spiller mere;
men den spiller hun just con amore - det er hendes dans.
Til takten af den har hun svævet saa let og glad, den gladeste af
dem alle, og digtet sin lille idyl, der skulde bli klar og himmelblaa
Mylænde, iste mai 1^94. 115
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
