Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 23. 1ste decbr. - Føljeton: Arbeide af Elisabette Schancke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
„Aa nei, vi kan saamænd trænge føden, frøken — vi slider haardt
nok for den, skal jeg tro. og jeg ikke mindst — jeg skal holde tale
iaften, ser De, mellem os sagt —“ han bøiede sig frem over bordet og
blinkede mod hende med sine smaa lyse øine.
„Naa saa skal jeg ikke forstyrre dem — De skal faa tænke over
den ifred —“
„Aa langtfra, behøves ikke, frøken! jeg bare ser paa Dem jeg, saa
kommer ordene af sig seiv, skjønner De!“ Han hævede glasset og
sendte hende et sværmerisk blik. „„Skjønhedens og yndens forædlende
magt — hjemmets stille engel —“ hvad siger De om den? men vi
faar gjemme den til desserten, for champagne maa der til, ser De —“
Hanna morede sig fortræffelig. Hun var ogsaa som skabt for en
balsal, let og gratiøs, forstod sig til fuldkommenhed paa balkonversa
tion, kunde kokettere med politik med den elskværdigste naivitet og
le af sine egne smaa dumheder med slig en trillende latter! Og saa
straalende vakker iaften, — — — i — aften!!
Fru Nilsen sad oppe og ventede. Hun havde ikke ro paa sig,
naar datteren var ude. Og saa var det saa deiligt at se sin lille pige
efter slig en balaften komme hjem oprømt og straalende — det var
som fru Nilsen seiv fik et glimt af den muntre verden, hvor Hanna
hørte hjemme. Og alt det hun havde at fortælle! Og altsammen
dreiede det sig om det, hun ikke nævnte, om ham, den ene, som
moderen anede, som hun forstod saa godt gjennem alle datterens
fortællinger om glæde og lystighed og smaa triumfer, forstod saa godt,
slig som en mor kan forstaa, uden ord, uden at høre, bare ved at se
ind i sit barns øine.
Men Hanna kom tidlig hjem iaften — og saa forandret — saa
bleg og alvorlig, og der laa et drag mellem øinene, som gjorde
moderen ganske ængstelig.
„Mor“ — det kom saa stille, det var som fru Nilsens lille pige
med engang var blevet aar ældre — „Mor“ — hun lagde sig paa
knæ ved siden af moderen og gjemte ansigtet i hendes fang.
„Ja, hvad er det barn, hvad er det? Har nogen været slem mod
dig?“ Hun top datterens hoved mellem sine hænder og løftede det
op mod sig.
„Mor, hvorfor er du saa bleg. hvorfor ser du saa daarlig ud —u
hun brød ud i en hulken — tilgiv mig mor, jeg ved, at det er min
skyld, men jeg har ikke set det før — tilgiv mig mor — aa jeg vil
arbeide, du, det skal blive anderledes". Hun reiste sig op og kyssede
lidenskabelig moderens tynde, lille ansigt.
„Godnat mor, det skal blive anderledes. 11 Hun gik stille ind
sovekammeret.
Nylænde, iste decbr. 1894. 305
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
