Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 3. 1ste februar - Kvindesagen i Island (Olavia Johannsdottir)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
af kvindens politiske rettigheder har faaet paa „althinget“. Paa althinget
1881 fremkom der lovforslag om, at enhver kvinde, der havde fyldt 25
aar og forøvrigt fyldestgjorde de almindelige betingelser, skulde have
valgret til kommunale bestillinger. Der var ingen stemme, der udtalte
sig herimod; derimod beklagedes det, at et saadant forslag ikke allerede
for længe siden var fremkommet.
Tillige blev der af flere medlemmer foreslaaet, at valgbarhed til
disse samme bestillinger skulde gives kvinder ved den samme lov. Men
dette forhindredes den gang ved, at man ansaa det stridende mod en
rigtig fortolkning af forfatningsloven. Paa althinget 1892 fremkom der
forslag om kvindens valgbarhed til kommunale bestillinger og blev
næsten enstemmig vedtaget. Forhandlingerne om disse lovforslag
vise paa det klareste, at der er almindelig stemning for at forbedre
kvindens retslige stilling her. Men foreløbig er der en anden strid, der
vil optage baade mænd og kvinder her i landet.
Der er for tiden en stærk politisk gjæring i det islandske folk.
Man har i mange aar søgt at faa en revision af forfatningsloven
igennem, og her tilsigtende lovforslag er gang paa gang blevne ved
tagne af althinget, men de er stadig blevne mødte af den danske
regering med kategoriske afslag. Ligeledes er der en stærk stemning
oppe for at faa et indenlandsk universitet. (Vi tænker os et universitet
med det for landets og folkets nuværende udvikling nødvendige omfang,
der saa kunde voxe samtidig med folkets tarv); da et saadant af de
fleste frisindede islændere ansees for det bedste middel til faktisk at
emancipere os fra den fremmede indflydelse og til at oparbeide en
sand nationalitetsfølelse hos folket. Men ogsaa i dette punkt viser
regjeringen sig afgjort utilbøjelig til indrømmelse.
Man vil nu letat kunne forstaa, at saalænge en saa fattig og spredt
befolkning, som Islands, der har stærk frihedstrang og store traditioner,
kæmper mod et ydre fryk, der hæmmer vor politiske og aandelige
Udvikling, vil trangen til saadanne indre reformer som udvidelsen af
kvindens rettigheder ikke føles saa stærk, men paa den anden side vil
det ogsaa let forstaaes, at forslag i denne retning, der af enkelte
emancipationsvenner maatte blive bragte under debat, her neppe vilde
møde saa sterk modstand, som mange andre steder, allerede af den
grund, at den fælles bestræbelse mod den ydre ufrihed nærmer de to
køn til hinanden.
Det var i god overensstemmelse hermed, at en kvindeforening i
Reykjavik, der nu tæller ca. 700 medlemmer, og som dannedes efter at
en subskription til det projekterede universitet var sat i gang efter
naestsidste althing, paa sit program optog denne sag, som nummer en.
Det blev almindelig antaget, at man vilde kunne udrette meget i
32 Nylænde, rste februar 1895.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
