Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 5. 1ste marts - „Lille Eyolf“ og „Lystige koner“ paa Kristiania theater (O. L.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Asta tilslut elsker sin formodede bror med mere end en søsters kjær
lighed. Hvis Asta har opdaget sine følelser før, saa har hun ialfald
ikke opdaget, at hendes følelser er anderledes end, at hun frit tør se
dem alle i øinene. Men fru D. spiller her fra første stund, som om Asta
skjælver og bæver af ond samvittighed. Hvor deilig kunde ikke fru
Dybwad faat denne Asta, om hun ikke havde villet gjøre hende saa
kunstig! om hun havde givet hende varm og enkel, ren og klar som
selve moder- og søsterlighedens idé personificeret. Det forsonlige, ophøiet
milde ved Asta forsvandt næsten, ialfald ved førsteopførelsen, f. ex.
den skjønne replik til svar paa Ritas skræk for de „aabne øine“, som
saa paa hende —: „Og om nu saa var, Rita? De øinene skulde du ikke
være ræd for!,, Hvor blødt og inderligt skulde ikke Asta si dette! Men
det kom heftig nervøst, i samme aand som fru W. havde fremstødt sin
rædsel.
Men saa havde jo fru D. enkelte scener, som var aldeles i stilen,
og som viste os, at hun lever endda!!
For hr. Halvorsens vedkommende mærked man, at der var anvendt
megen omhu paa rollen bl. a. var hans maske fortrinlig —, men
hans Allmers blev dog af og til lidt fattig. Enkelte repliker, f. ex. den
sagtmodige: „Jeg synes, her maatte kunne være saa rigeligt af lykke
for os alle tre, Rita“ , kom bedrøvelig tørt. I anden akt kom der tillige
ind noget mere brutalt ligeoverfor Rita end egentlig stemmende med en
saavidt fin natur. Alligevel förekommer der mig, at bare med en noget
dybere indlevelse i rollen maatte den kunne gives med saa meget mere
inderlighed og dybde. Hr. Halvorsen har dog vist i „Sorgfuld Elskov“,
at han eier ogsaa disse strenge.
Rottejomfruen ja rottejomfruen! Det er sandt som en sa, at
fru Fahlstrøm „behersked scenen, den stund hun var inde“, og det er
seier. Men en helt anden slags skikkelse var dog vist i de flestes
fantasi efter læsningen af bogen.
Borgheim var frisk og naturlig det bedste jeg for min part har
set af hr. Løvaas. Jeg læste i en aviskritik: „Hvad mente egentlig
hr. Løvaas med sin Borgheim ?“ Det manglede bare, at denne det
praktiske arbeides og den sunde livsglædes repræsentant ogsaa skulde
gaat omkring med fordægtige miner og lagt noget rart under sine klare,
ligefremme udtalelser! Heldigvis fandt ikke hr. Løvaas paa noget saa
fortvilet.
„Men „lille Eyolf, det er basen!“ sa man. Ja, alvorlig talt, man
kunde umulig ønsket ham anderledes paa et eneste punkt.
Nylænde, iste mars 1895. 63
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
