Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 7. 1ste april - Frida Hansen (Randi Blehr)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
var vi nødt til at stavre os frem seiv uden ydre hjælp, om vi skulde
opnaa noget resultat.
I vestlandets amter havde man holdt sig mere fri for den fremmede
indflydelse. Vi havde jo for det første gennem vort bergenske musæum
tidlig faaet et jindblik i vore ægte gamle historiske skatte. Musæet
havde værnet om vore minder og samlet baade det ene og det andet.
Dertil havde ogsaa befolkningen omkring i vore bygder endnu bevaret
en god del af sine gamle færdigheder. Nationaldragterne var jo bibe
holdt, og de gamle skikke stod endnu ved magt.
Paa den maade blev der jo endnu brug for hardangersømmen, for
syljesmedene, for træskjærerne med mere, seiv om de ikke indtog sin
forrige rang. Fru Frida Hansen skriver herom i 93:
„Vor gamle aaklædevæning og den for dekorative arbeider saa vel
egnede billedvævning, havde trukket sig tilbage til Norges hjerte, bunden
af Sognefjorden. Her var to kvinder, som endnu syslede med dette
arbeide, og som med andre for sagen interesserede kvinder havde faaet
en skole for nationale tæppevævninger istand.“
Om denne skole tør jeg vel sige, at den i virkeligheden repræsen
terer det første skridt for at faa genoplivet den ægte gamle norske
„smettevævning“*). Sagen var i korthed denne, at jeg som medlem af
det nystiftede selskab „norsk husflids venner“ fra Kristiania i 87 havde
skrevet endel opsæt i „Dagbl.“ og vestlandsbladene for at opildne
„fjorefolket“ til at tage fat igen med den gamle husfliden. I den anled
ning skrev den unge Fresviksjente Kjerstina Hauglum mig til om sin
vævning. Da jeg i sommeren 88 kom til Sogn, fik jeg folk samlet
sammen og snakked for dem om husflidsformaalet, idet jeg foreslog
dem at gøre ud af sit gamle, hvad der virkelig kunde bli „noget
nyt“ igen. Endnu havde de iblandt sig folk. som kunde den gamle
vævteknikken. Jeg sigtede da til Kjerstina Hauglum, hendes mor og
endnu en jente, som kunde væve „opsta“. Tanken slog hurtig an.
Bygdens kvinder i alle lag blev meget ivrige for at faa istand en
vævskole. Aktier paa 10 kroner blev i en fart tegnet. Kjerstina blev
engageret som lærerinde. 8 vævstole blev anskaffet efter hendes
model og efter endel förberedelser tog vævskolen i januar 89 sin
begyndelse. Fru redaktør Mikkelsen tog nu velvillig min plads som
bestyrerinde — og har herved taget de første stød og haarde tag, som
følger med et sligt nyt forsøg. Skolen havde straks 47 elever — og
næste aar modtog den genem direktør Grosch bidrag af 300 kroner fra
kunstindustrimusæet i Kristiania.
*) Betegnelsen hidrører fra, at man til den art væv iklte bruger skyttel, men »smetter«
med fingrene de smaa garndokker igennem renningen til næste farveskifte. Man
har ogsaa betegnelsen »dokaaklæ« efter omtalte garndokker.
Nylænde, iste aprii 1895. 83
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
