Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 8. 15de april - Camilla Colletts minde (Helene Lassen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
jordisk tindrende, noget frydefuldt ved sig. Disse øine saa paa os
men saa os ikke, de beskjæftigede sig ikke længer med noget jordisk,
de vidste ikke engang af det svage smertestræk, der næsten usynlig
bævede om munden som den sidste hendøende efterklang fra allerede
forstummede strenge. Den hvide perlerad hvilte ubevægelig paa et
bryst, der ikke hævede sig mere af uro og jordisk forventning. Arme
og hænder havde det samme præg; de langstragte, aristokratiske fingre
var saa gjennemsigtig tynde som de spæde, blegrode knopper af den
vilde caprifolium£C. Maatte ikke disse ord om ungdom og skjønhed,
om forsagelse og død nu uvilkaarlig drage tankerne hen paa Camilla
Collett selv? Ak, var hun ikke selv lige saa deilig? blev hun ikke selv
lige saa bedraget for „sin svimlende ungdomsdrøm 11 ? Og nu nu
var hun ogsaa død. „Disse øine ser ikke længer paa os, beskjæftiger
sig ikke længer med noget jordisk —“. Men jeg læste
videre og kom til det sidste besøg paa Kongsgaard, hvor Grandtante
ligger ensom og syg mellem fremmede, et gammelt ædelt skud, som
har overlevet slægten. Bare de gamle snirklede rococco-møbler og de
tunge, grønne silkeforhæng fra en svunden tid holder endnu trofast
vagt omkring hende. Og ligesom comtesse Mathilde havde faat mig
til at tænke paa Camilla Colletts ungdom, saaledes fik den gamle
søster mig til at tænke paa hendes alderdom, eller er det ikke som vi
hører hende selv, naar vi læser Grandtantes slutningsord: „Kun jeg,
min Johanne, har levet; jeg har tømt den bitre drik tilbunds og er
bleven gammel i ensom sorg. Men lidt før har hun sagt: „Hvi sørger
vi over de døde? Hvor ofte, naar vi fortvivle over tabet af vore
kjæreste har døden været en god, medlidende aand, der bar dem over
den afgrund af smerte og skuffelse, som livet holdt beredt for dem“.
Og naar sorgen over, at Norges første kvinde ikke mere er iblandt os
vil fylde vore øine med taarer, da vil vi mindes hendes egne ord og
ikke sørge, men takke, fordi hendes modige, høitstræbende aand nu
har naaet fuldendelsen og maalet.
1 fine, ædle hjerter bærer lidelsen og smerten de skjønneste af alle
frugter. Hun fik, som gamle Ørnulf, „smertens rigdom drysset over
sine veie“. Og hun beholdt ikke rigdommen gjerrig for sig selv; hun
omgjorde den til livsrigdom for alle Nordens kvinder, dryssed den
med ødsel haand udover os alle og gav os mere, end vi endnu for
staar at maale og fatte; thi hvem vil kunne regne ud, hvor langt og
hvor vidt hendes indflydelse har rukket og vil række?
Det vidunderlige ved Camilla Collett var, at hun var betade kunst
ner og menneske fuldt ud; men det vidunderligste var, at hun kvalte
kunstnertrangen i sig, gav slip paa kunstnerryet for at hjælpe alle sine
lidende søstre paa jorden. Hun gjorde ikke som de store digtere, der
„flyver videre i solskinnet, mens der er udhungrede menneskesjæle bag
93 Nylænde, 15de april 1895.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
