Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 9. 1ste mai - Kvinderne og sædelighedslovgivningen (Bernt Støylen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sagt af fremragende og alvorlige mænd, at man ellers vilde sænke de
moralske krav, og samfundet kom til at anerkjende utugten som lovlig.
Det maa dog være tilladt at bede eder overveie disse paastande
noget nærmere og se, om de ikke er adskillig forhastede, ja at maaske
iklce nogen af os vilde faldt paa dette, dersom der ikke var en tilvant
tankegang, som forvildede os.
Det er for det første en haandgribelig uretfærdighed at straffe
kvinden og lade manden, som bedrev utugt med hende gaa fri.
Der er hverken for Gud eller mennesker nogen forskjel i deres brøde.
Hvorfor da denne forskjel i straffen, at man griber den svagere, og
lader den stærkere gaa fri?
Dernæst skaber man ved denne straffemetode en klasse af straf
fede faldne kvinder, som blir et selvskrevet bytte for mændenes
dyriske lyster. Erfaringen har noksom vist dette. Man har sat de
usædelige kvinder paa tvangen i nogle maaneder. Dermed er de brænde
mærkede som lastens lydige slaver, og det daarlige liv, som de havde
begyndt før, fortsættes saa meget værre, efterat de er straffede. Der
er ingen byprest, som ei har mødt slige i sin sjælesorg og seet hvor
ledes de har sunket dybere og dybere, jo mere politiet har sat sin fod
paa deres nakke. — Kun den kristelige barmhjærtighed har magtet at
redde nogle faa af disse samfundets utykkeligste slaver. Hvem har
kunnet paavise nogen fremgang af samfundsmoralen ved at straffe
disse kvinder, saalænge man lader dem, som bruger dem, gaa aldeles fri?
„Ja, men de har gjort usædeligheden til en levevei, og det maa
straffes. De frembyder sig for penge og over derved enforbrydelse
mod samfundetf siger man.
Hvem har bragt denne kvinde saa dybt ned, at hun sælger sin
ære for penge? Politiet har vel lagt alle sine aarer ud for at finde en
slig sjælemorder? Eller kanske de lar ham gaa fri og endog ved, at
han lever i herlighed og glæde, mens hans offer faar sin straf? Bør
der ikke være samme lov for forføreren som for enhver anden for
brydelse, naar man skal have straf for utugt?
„Ja, men han har betalt for sig (?), mens hun forfører andre ved
at frembyde sig for penge.“ „Hvilken forbrydelse er størst, at sælge
en kvindes ære eller at kjøbe den? Er ikke begge dele lige oprørende?“
Baade den som kjøber og den som sælger ulovlig vare, er ellers lige
strafbare for loven. Hvorfor ikke ogsaa her? Skal de usædelige herrer
have frit lov til at gaa ud paa gader og stræder og kjøbe kvinders
ære, mens de arme faldne kvinder, som er knækkede af forførerne, og
ofte tvungne af sine tyranner til at søge sligt erhverv, skal straffes?
Jeg kan ikke andet end anse det for uretfærdigt og umoralsk at
straffe den ene part og lade den anden gaa fri. De er to om synden,
de faar være to om straffen.
Nylænde, iste mai 1895. 115
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
