Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 14. 15de juli - Alvilde Prydz (Red.) - Nogle ord om „Lille Eyolf“ (O. Y. G. H.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
literær klik eller skole. Denne omstændighed samt lidt af hvert i hendes
forkyndelse har gjort de professionelle kritikere temmelig sløve for hen
des arbeides værd. Men de, som har afgjørelsen af denne sag i sin
haand, faar man haabe vil se mere uhildet. Alvilde Prydz opholdt sig
ifjor i Syden. Et par mindre fortællinger, som hun har lagt planen til
der, udkommer til jul.
ord om „Lille S^olf”
Et foredrag holdt i „Diskussionsforeningen“ i Larvik 29de januar 1895.
K
Ibsens nye skuespii blænder ikke øiet straks. Langsomt og stille
trænger det gjennem sindet og sænker sig i sjælen, og et nyt syn
udfolder sig: „Lille Eyolf“ er, forekommer det mig, en levende protest
mod skilsmisse, — ikke et kraftigt slag, men et svagt aandevift — mod
denne lovpriste skilsmisse, som næsten alle vore moderne forfattere, Ibsen
ikke mindst, har lysgjort og hævet til skyerne, en protest mod de tanker
om skilsmisse, som herhjemme i den senere tid har været forfægtet, ja
endog praktiseret i en foruroligende grad. — „Naar kjærligheden er
død, bør man skilles“, er løsenet, men at analysere hvad slags kjær
lighed, der er død, og værdien deraf har ingen af vore forfattere
umaget sig med. Hvem havde havt mere grund til at skilles end Al
mers og Rita etter de moderne anskuelser? Den lidenskab, som bandt
Almers til Rita, var død, og paa hans horisont glitrede en ny
kjærlighedsstjerne, klarere og høiere. Hvorfor stanser ikke Almers
stjernens flugt? hvorfor skilles han ikke fra Rita? Fordi den sandc
kjærlighed ikke er lidenskab, men selvopofrelse til den yderste ud
strækning af ordet Lidenskab er blot et stadium i en mands og
og kvindes kjærlighed, der maa en forvandling til, en forvandling til
et høiere liv, hvis den ikke skal lokke dem som alle rotterne, disse
jordskabninger, i ødelæggelsen. I rottejomfruen har vi netop hin my
stiske magt legemliggjort, som drager trods skræk og vilje: det er
sirenernes sang fra antikkens solrige strande plantet ind i realismens
iskolde sneland.
Vi mindes, hvorledes den kloge Odysseus, skjønt han efter eget
ønske var bundet af sterke reb for ikke at daares af deres sange, dog
da de lokkende toner lød ud over den speilblanke havflade, drages saa
sterkt, at han river og slider i rebene for at komme løs. — Men hvad
er den lille hund? En engelsk kritikker har ment, at det er „tvilen‘( ;
kanske det heller er „tioskaben“, som ledes i et følskt spor, Før i
175 Nylænde, 15de juli 1S95.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
