Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 16. 15de august - Føljeton: Skisse fra Romsdalen (Slutn. fra no. 15) (Af U. D.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hun saa paa ham, akkurat som der var noget mellem dem! Hun bed
tænderne sammen af harm. Skulde den barnagtige jentungen tage fra
hende det, som var hendes? Nei, det skulde de bli to om! Hurtig
som en kat sprang hun frem og listede sig mellem buskene henad en
gjenvei paa den anden side af hougen og ned paa veien igjen, hvor
folk stod gruppevis og tog afsked med hverandre efter det festlige
samvær.
Ogsaa Ingrid skyndte sig nu hjemover. Glad og sorgløs var hun
kommen hidned. men endnu lysere straalede hendes øine nu; en urolig,
anelsesfuld længsel syntes at fylde hendes sind og gjorde hende næsten
ubevidst om alt omkring hende. Hun gjennemgik i tankerne den
deilige tur, hvert ord, han havde sagt, og det var ikke bare ordene
heller, en gang havde han lagt armen om livet hendes ogsaa, og idet
samme saa han hende ind i øinene — aa, den som fik leve op igjen
et sligt øieblik, hun vilde aldrig komme til at glemme dette, slig som
han saa paa hende. Mon han likte hende? saa godt som hun ham?
Hun følte, hun blev rød, mens hun tænkte dette. Hvorledes kunde han
like hende, som var saa ubetydelig og barnagtig; han var saa stout
og alvorlig, han. Nei det var vel bare spøgen hans altsammen, men
da skulde han ikke talt saa dybt, aa, hun fik det ikke udaf tankerne
sine igjen; der var noget saa varmt og spændt over ham, somom han
vilde trænge lige ind i sjelen hendes. Det var, ligesom han var gjen
nemtrængt af noget vakkert, fint. Mon han nogengang havde været
glad i nogen, saa glad som i — ? hun smilte drømmende. Lidt efter
sukked hun. Nei, han var nok ikke glad i hende alligevel, ikke saa
dan som hun var i ham, men da skulde han ikke — kysset hende.
Hun knyttede uvilkaarlig haanden; endom han ikke mente noget med
det ? — —
Frem og tilbage gik John paa festpladsen med sit alvorlige, spei
dende øie til alle kanter. Og der lidt til siden af en jenteflok stod
hun, — Gunhild, somom hun ventede paa ham. Han kom bent hen
imod hende. Bleg, harm og forpint saa hun paa ham! Der laa angst,
der laa bøn i hendes blik. Han smilte. I dette øieblik saa han tydelig,
at hun ikke kunde, ikke vilde miste ham for alt i verden, hvis hun
ikke skulde blive grændseløs ulykkelig, hun som han. Al vrede, al
sorg var forsvundet, for nu saa han det, han havde længtet efter i alle
disse aar, at hun var hans lige til sit inderste væsen. Han saa det
paa dette ene angstfulde, fortvtvlede blik. „Kom Gunhild“, hvisked
han blødt.
* *
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
