Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 21. 1ste novbr. - En vaardag i St. Paolo (Skizze af Doris Rein)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
£n uaardag i St. Paolo.
Skizze af Doris Rein.
Det var en søndag, Alle kirkeklokker ringede.
Italiens himmel hvælvede sig dyb og herlig over Rom. Alle drog
ud for at se og nyde. Til Frascati, til Tivoli til Albanerbjergene
til villaerne rundt omkring. Min reisekamerat var ogsaa draget ud
paa en længere udflugt, og jeg sad udenfor min balkondor mellem de
store blomstrende rosenpotter, med fuglesang omkring mig og Villa
Borgheses haver i skjæreste vaarpragt foran mig, forat vente paa min
veninde, den lille katholske „sehwester“, med hvem jeg havde aftalt at
kjøre ud til kirken St. Paolo. Den unge, elskværdige stipendiat, der
boede ved siden af os, sad ogsaa udenfor sin balkondør med sin bog
for at slikke lidt af vaarens solskin. Der laa saadan en lokkende jubel
i luften, at det var ganske ondt at sidde stille, men solen steg mere
og mere, tiden gik, og endnu viste ingen schwester sig. Jeg reiste
mig den ene gang efter den anden og keg nedover gaden nei, hun
kom ikke. Mere og mere nedstemt blev jeg, at reise alene var dog
saa trist, at sidde hjemme aldeles umuligt. Pludselig lægger min side
mand bogen bort. „Frøken, De skal da vel ud i dette deilige veir?“
spurgte han. „Ja, men min lille schwester, som skulde hente mig,
kommer slet ikke,“ sa’ jeg. Vi keg nu begge to en tidlang nedover
gaden forgjæves. „Hun maa være blevet optaget paa anden maade,“
Sa’ han tilslut „men hvis De intet har derimod, og De finder det
kjedeligt at reise alene, vilde jeg gjerne tilbyde mig at ledsage Dem.“ Jeg
var meget taknemlig, og nogle minutter efter var vi begge færdige og
kjørte i fuld fart, det vil sige i saa fuld fart, som en romersk drosche
kusk kan kjøre i, nedover Via Parda di Pinciana. Straalende var der
overalt. Solskin, mennesket-. Sydens henrivende vaarluft slog os
imøde. Vi kjørte gjennem dette besynderlige Rom med dets trange
gader, dets aabne pladse, dets herlige paladser, dets rædsomme rønner,
dets moderne gader og usle smug i chaotisk forvirring; ud langsmed
Tiberen, hvor det blev stillere og friere, og Sydens hvide sol næsten
blændende skinnede over tempelruinerne og de utallige, halvt restau
rerede, halvt forvittrede mindesmærker langs bredderne. Vi bøiede ned
ved Aventin, og forbi Cestius pyramiden og den protestantiske kirke
gaards dystre cypresser gik det den lange, brolagte vei til St. Paolo.
Træerne over vore hoveder var lysegrønne og duftende, den ene spor
vogn efter den anden fulde af mennesket- drog udover. Der laa glæde
og søndagsstemning i luften. St. Paolo ligger temmelig langt udenfor
268 Nylænde, iste novbr. 1895.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
