Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 1. 1ste jan. - Erindringer om Camilla Collett (Marie Bonnevie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
den anstrengende hoste, der tog hendes kræfter tilsidst. Men saa øm
findtltg og bange, som hun altid var for at lægge nogetslags baand
paa andre, det var næsten ondt. Man kunde tidt bede hende saa pent
og længe, før man fik lov til at hjælpe hende med et eller andet, som
netop var forhaanden. En glæde var det derfor, naar hun endelig fik
den tro og tillid til en, at en saa glad og saa gjerne udførte de smaa
tjenester for hende, naar en bare fik lov. Naar hun da af sig seiv bad
en om at gjøre dette eller hint, kunde man være ganske stolt.
Fru Collett var det mest fintfølende menneske, jeg nogensinde har
kjendt. Hendes rene, ærlige karakter glippede aldrig. Jo nærmere jeg
lærte hende at kjende, jo mere fandt jeg af ædelt og godt, og jeg dro
ges til hende med stærkere og stærkere hengivenhed og sympathi.
Ingen kunde som hun forstaa aandens og hjertets liv i et menneske,
med dets krav, eller sjælelivets store, altid higende, aldrig hvilende
længsel og trang. — Oppe hos hende i hendes værelser var der altid
en egen stemning, en dæmpet, stille tone, saa forskellig fra livet udenom,
det opslidende, urolige dagens adspredende liv. I den store stue stod
altid dobbeltdøren aaben til soveværelset, og om aftenen var lamper
med røde skjærme tændt i begge værelser, som kastede et varmt,
næsten glødende skjær udover det hele. Jeg spurgte engang, om ikke
den mørkerøde belysning var for stærk for hendes øjne, men hun
svarte, at hun likte saa godt den varme tone af det røde lys. Gulv
tæpper i begge værelser lunede hyggeligt og dæmpede hver lyd af ens
skridt. De store højryggede stole — noget tunge i stilen — stod lidt
stivt langs væggene, de var hendes egne. fortalte hun; der var et vist
aristokratisk fornemt præg over dem, og de stod der nok som minder
for hende fra den tid, — der nu laa langt tilbage, — da hun ejede sit
eget hjem. Henne i et hjørne ved vinduet havde fru Collett sin sofa
med et mindre bord foran, og hvilende paa den, støttet af puder, med
tæpper bredt over sig, tilbragte hun mange, lange timer i de mørke
vinterdage. Udenfor var et fonygende friskt snevejr. Sneflokkene
hvirvlede omkring i luften i lystig dans, jaget i fart af den livlige
nordenvind, og fløj sammen i høje faner; men inde hos hende var der
lunt og varmt med det dæmpede, røde lys. Vinden stod lige paa vin
duerne og forsøgte at trænge ind med sit dødskolde pust. Trods var
men fra ovnen, tæpper og skind under og over sig følte hun alligevel
kulden af den alt gjennemtrængende, isnende blæst. Den elektriske
sporvogn foer om hjørnet forbi, regelmæssig den hele dag med larm
og dur og ringen, og var hende til pine og plage, især i de sene aften
timer; men larmen hørtes dog betydelig svagere, da sneen kom. Som
hun laa der paa sin sofa, saa bleg, saa lys og tendre, var hun endnu
saa vakker. Det venlige, blaa blik kunde endnu være saa klart med
et dejligt, sjælfuldt udtryk. Der laa hun og tæhkte paa sine gamle
6 Nylænde, iste jan. 1896.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
