Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- No. 1. 1ste jan.
- Der nord (Alvilde Prydz)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
f)er nord.
Længst var vintermulmet kommet — det var under jul.
Det er det dybe mørkes tid, naar solen ligger og sover i havet —
det er de mægtige nordlysnætters tid, naar den herre Zebaoth skriver
i brændende ildsluer henover himmelen og havet sitrer og fanger
glansen og undrer sig, mens fjeldene løfter de store, vaagne ansigter
og grunder over, hvad ingen kan forstaa.
Engang jeg for der forbi — det var ved juletid — ikke vidste jeg
det saa nøje, hvor jeg for, , . . men at det var fagert og stort.
*
*
*
Indunder land ligger havet og hvisker — langt ude bryder det
over skjær, som ingen ser.
Det ligger stille, sølvskinnende sort indunder, hvor fjeldene staar
højest. Blidt bølger det og melder om tusind ting — aldrig kan det
lade den stupende fjeldvæg være, i hundred tusinder af aar har det
mumlet hen der sine lange skriftemaal, ridset ind i den sine vilde
fantasier og gravet grotter helt ind til fjeldgubbens sal.
Aldrig har det kunnet lade fjeldene være — det har fulgt efter
dem, som de trak sig indover land, fjorde og dybe sund har det
skaaret sig mod øst og vest, mod syd og nord. Overalt vilde det
være med og se, hvordan der gik til — — — — — — — — — —
Fjorden der jeg for, var trang og stille. Dens vande var sorte;
ingen har fundet dens bund. Ingen bredder er der, ingen plads. for
baad at tage land — bare høje stygfjeld, som stuper i sjøen.
Ikke menneske, ikke fugl; den eneste er ørnen; et som andet
ørnebo skal der være, men ingen ved om det er nogen almindelig
kristelig ørn, for den tar ikke skud — mange har været efter den,
ingen har faat noget for umagen, bare set den hænge udfor stupene,
mens der stod gnister af øjnene paa den.
Inderst i fjorden staar et fjeld og stænger — havet kommer
ikke frem.
Men fjeldene gaar videre ind, ryg bag ryg, nut over nut løfter
sig og ler — ingen kan følge dem længer. En hel stor hejm bygger
de for sig alene. Det er her de bor, alt det som er af godt, gammelt
jøtulslag, de gamle trauste riser og bergkonger.
14 Nylænde, iste jan. 1896.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sun Dec 10 21:40:56 2023
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/nylaende/1896/0020.html
