Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 3. 1ste febr. - Endnu engang om Gunnar Heibergs „Balkonen“ (M. D.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hr. Heiberg ønsker vist ikke, at man skal tillægge hans digtning
nogen moralsk tendens. Han vil hverken tugte eller opbygge. Han
kaster et sterkt lys over visse sjeiedybder. Fra disse hæver menneske
livet sig frem, uvirkeligt og dog sandt, saaledes som det er, svagt og
bundet i sin inderste grund, kjæmpende mod det hæslige, umenneske
lige, bukkende under for overmagten, men altid det skjønneste mennesker
kjender. Hvori har nu hr. Heiberg forsyndet sig? for det skal jo være
saa galt det, han har gjort. Har han behandlet sit emne letsindigt,
uden alvor, uskjønt, altsaa uden kuntnerisk moral? uden den moral,
som ogsaa videnskabsmanden lægger i sit arbeide. Det vil nok ingen
paastaa.
Mens kritiken har havt adskilligt at sige om de andre personer i
Heibergs tre akter, har den om den ene af dem, Ressrnann, kun sagt,
at han var et uhyre. Af dem alle er denne groteske figur kunstnerisk
set kanske den finest støbte. Den fører tanken hen paa Holberg,
Moliére, Shakespeare, ja lige ud i den antike verden. Han er eventyrets
trold, som vogter prinsessen, lugter kristenmands blod og i sit raseri
knuser sig seiv. Hans abeagtige ondskabsfuldhed er den fra livet og
kjærligheden udelukkedes haabløse jammerskrig. Det er det fine ved
uhyret.
Forfatteren stiller os for en given situation, hvorledes den er hid
ført, kommer os ikke ved. Alt er tegnet med impressionismens stærke
farver. Abel tilbeder i Julie den fuldkomne kvindelige skjønhed, som
heltud tilfredsstiller ham, og hun optar hans tilbedelse i sig som et
speil optar et andet speilbillede og reflekterer det i det uendelige. Hans
tilbedelse er for hende en selvtilbedelse, en stillestaaende, al vækst
kvælende atmosfære, som hun lever i og ikke kan undvære, alt andet
har for hende ingen betydning.
I anden akt ser vi, at Abel føler sig trykket af denne mangel paa
selvstændighed, paa personlighed. For at tale lige ud, han begynder
at blive kjed af hende, og det har han al grund til. Hun er det kjed
sommeligste hængetræ! Tænk, naar hun blir gammel 1 Alt indenfor
disse tre akters ramme ser vi konsekvensen. Det ender med, at
Antonio trækker hende noksaa brutalt i haaret, saa hun nødes til at
se opad, mens han seiv bevæget ser efter Abel. Uagtet modstandere
er de begge mennesker med sjel.
Hr. Heiberg er høit hævet over den mistanke at skulle have noget
sind for tidens kvindebevægelse, kvindesagen som den kaldes. Denne
bevægelse har imidlertid det fælles med alt levende, den griber til, hvor
den finder næring for sig. Det er et sjeldent held, at de der skulde
overbevises, seiv fører beviset, og saa kraftigt. „Julier“ vil nemlig
moderne kvinder, de saakaldte kvindesagskvinder — naar de er det
for alvor, ikke blot i navnet —, ikke vide af. Eller med andre ord.
Nylænde, iste febr. 1896. 39
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
