Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 6. 15de marts - Føljeton: Alvor (U. D.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Se det smukke bordtæppe! Hvor glad havde ikke hendes mor
været i det, og hvor ofte havde ikke vennerne kredset rundt det og
lys og festglans straalet henover dets fine væv. Men se nu, hvorledes
konerne derborte haandterer det skjødesløst, De har ikke idé om dets
egentlige værd, men ser blot paa det med etslags simpel forundring.
Saa kaster de det ligegyldigt fra sig og griber efter noget andet. En
mand staar henne ved et bord og undersøger nøiagtigt en lampe; han
synes absolut at ville finde en feil ved den, men den har ingen feil.
Beate ved det bedst, det er hendes og hendes mors læselampe! Mangen
lun vinteraffen har den lyst koselig over deres stue, og mens moren
sad i lænestolen og strikkede, tog Beate aviserne og de sidst udkomne
bøger og læste høit. Aa ja, den lampen var god, det kunde hun
fortælle manden, hvis han ønskede at kjøbe den.
Hendes hjerte krympede sig ved alle disse minder og under al
denne langpinsel, som en auktion lorvolder de paagjældende, men hun
maatte holde det ud. Derhenne i et hjørne staar alle hende i blomster,
Efeuen, Akaciaen, Myrthen og den prægtige Hortensia, allesammen har
de et eventyr at fortælle, som de har oplevet sammen med hende,
maaske ogsaa en hemmelig taare har dugget deres blade, eller
et flygtigt kys streifet deres fine dun. De har været tause, tro
faste venner, de har aldrig røbet hende. Og nu gaar kvinderne der
henne og kniber i bladene, somom de ville undersøge boniteten. Beate
er ikke istand til at se paa dette, hun gaar hen og hvisker noget til
auktionarius og blomsterne er atter hendes. Hun vil svøbe dem
forsigtig ind i matter, indtil hun kommer til et nyt hjem, og da vil hun
kjærlig pleie dem og tage dem ind i hjertet sit som en liden om sang
om gamle dages fred og lykke.
Der var dog snart ikke mere at auktionere væk. Folk plukkede
med sig, hvad de havde kjøbt og forsvandt, og efter et’ par dages for
løb stod værelserne tomme og ode. Kun ude i havestuen stod Beates
pianoforte indpakket, et par reisekufferter og nogle andre reiseeffekter.
Den næste morgen skulde hun nemlig forlade stedet. En deilig rosen
buket stod i vand. Med den vilde hun samme aften gaa hen paa
kirkegaarden og lægge den paa sin mors grav. Det blev vel den sidste,
for nu maatte hun jo ud i den store, ukjendte verder, og kom sand
synligvis aldrig tilbage til disse kanter mere.
* *
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
