Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 15. 1ste august - Et blik i fru Marholms „Kvindernes bog“ (O. J. G. H.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
beherskes af den gammeldagse tankegang, at kvinden er halv, naar
hun ikke er gift. Dog det ser ud som, at hun trods sit sværmeri for
den unge mand, ved sin aandsoverlegenhed behersker situationen, en
af fru Marholms gjæs vilde vistnok have ligget under. Og saa kunde
denne sandselige kvinde, for sandselig var hun, om end hendes sand
selighed var af høiere art, da ægteskab blev hende tilbudt af en mand,
som hun elsket med hele sin naturs fyrrighed, give ham afslag. Og
hvorfor? P’ru Marholm siger: „Hans landsmandinde Sonja, verdens
damen Sonja, geniet Sonja interesserede ham; men kvinden Sonja
elskede han ikke.“ Og Sonjas fine instinkt merkede det, og hun
isnedes tilbage Hun veg tilbage for, hvad enhver kvinde burde vige
tilbage for. Det triste ved Sonja er, at det ser ud af fru Marholms
bog som om hun efter sin sidste reise til Italien snarest muligt skal
have havt til hensigt at bryde overtvert med alt og gaa til ham for
altid. Men saa kom døden og frelste hende, efter min förmening fra
at gaa sjælelig tilgrunde med en „levemand, hvis ungkarlsbolig ikke
savnede de oplivende kvindelige elementer, men hvis plads som ægte
fælle hun var tilbudt." At Sonja aldrig turde blive kvinde, gaar jeg
ikke med paa, hun var kvinde, men en kvinde, der føler sit menneske
værd som individ. Fru Marholm gjør ægteskabet for kvindens ved
kommende til et sakramente, hun gir det en særstilling paa omraader,
hvor det ikke har noget at sige, naar hun gjør det til betingelse for
kvindens hele udvikling At forsvinde i manden er for hende det høieste
af alt kvindeligt, kun da faar hun sin daab som kvinde. Seiv er fru
Marholm ikke kommen længere, og saa indstævner hun os alle til møde
for hendes domstol, som skal betyde at være den moderne naturviden
skabs domstol. Men den er aldeles ikke kompetent til at dømme i sagen,
og de beviser, hun fremfører, er ogsaa kun hentet fra den jordiske natur
trang. Det store spørgsmaal om, hvad der gir kvinde saavelsom mand sin
fulde udvikling appelerer til et menneskes hele natur, ikke bare det, som
hører jorden til; det maa blive løst af alle et menneskes kræfter, hjerte, kjær
lighed, følelser, indskydelser, tanker saa fine som spindelvæve, stemmer
uhørte af noget øre. En saadan domstol har alene dommerrettighed,
for hvilken alt det, et menneske er, fra barndommens uskyldige timer
til den kristnes dødsseng, kan høres og føres frem som bevis, og ikke
bare det, som kan veies og tælles og maales. Det kan ikke nytte at
opdrage slægten, som om hver eneste kvinde skulde blive mor, hun
blir det ikke, hvilken ubodelig synd gjøres da ikke mod hende, som
ikke blir det. Det hjælper lidet at afspise hende med, at det moder
lige skal faa sit udslag paa andre felter, om hun ikke blir gift, det blir
for hende tomme ord, og hun vil føle sig som fyldekalk for overmen
nesket, den gifte kvinde. Se, det er, hvad man opnaar ved at sætte
tilfredsstillelsen af kjærlighedskravet i ægteskab som det høieste. Nei,
198 Nylænde, iste aug. 1896.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
