Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 15. 1ste august - Føljeton: En sommerhat (Tora)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Pølje tøn.
En sommerhat.
Aldrig havde jeg trod, at Vorherre kunde straffe en synder saa
eftertrykkelig og overvættes, som han gjorde det med mig i det her
rens aar 1895 nei, det havde jeg ikke!
Ja, det er nu en lang historie, jeg faar begynde med begyndeisen.
Og begyndeisen var en deilig solskinsdag i mai maaned, mens fuglene
sang og lovet sprat, og alle mennesker var i godt humor. Men jeg
gik paa Drammens gader i dybe tanker og havde en tung byrde paa
min samvittighed: Jeg skulde kjobe en ny hat sommerhat. Det
er noe af det værste, jeg gjor; for bestandig synes jeg bagefter, at jeg
burde tat en anden fa9on. Som sagt hat skulde jeg ha, og hat
maatte jeg ha, og tilslut steg jeg da resigneret ind i den storste mode
butik, jeg kunde finde, og forlangte i en bestemt tone at faa se paa
noen hatter, jeg vilde ha en solid, fin hat, ikke no skrab. Guderne maa
vide, hvor mange former og farver jeg proved deres antal var legio,
endelig bestemte jeg mig for den, jeg forst havde havt paa novedet
en liden retbræmmet, hvid en, italiensk straa. Men pynten? Du gode
klode paa den kunde jeg da ikke undgaa at ha en ægte fjer ellers
kom den jo til at tage sig rent latterlig ud! Jeg ledte og ledte blandt
fjerene, fandt tilsidst en passelig stor, lysegul og saa baand i samme
farve se saa, nu var det i orden. Prisen? „Ja under 10 kr.
er det umuligt, frøken; men vi skal forsoge at lade den gaa for det
da —Ti kroner hm! Mine finanser laa just ikke for den
slags, men lad gaa! En faar nu engang være lidt flot ogsaa, og
hatten klædte mig jo udmerket. Altsaa — jeg fik hatten og fruen de
ti kroner. Nu var det besørget, og jeg følte mig formelig lettet ved
bevidstheden om, at jeg dog nu kunde optræde i en hat, der var
rentud sagt elegant. Optræde ja! Isch — det regned jo hver eneste
gudskabte søndag, og om hverdagen kunde jeg da sandelig ikke gaa
og sprike med den fine hatten! Jeg tilstaar, at jeg ærgred mig; en
enkelt gang var jeg vist ligesaa lysegul som fjeren paa hatten af bare
ærgrelse.
Ja, jeg maa rigtignok sporge dere, damer, om det ikke er forfær
delig ærgerligt, naar en, som har slig hat, alligevel er nødt til paa en
hellig søndag at spadsere til byen med en almindelig rund filthat paa,
bare fordi det regner og blæser slig, at det er umuligt at holde para
plyen oppe?
206 Nylænde, iste ang. 1896.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
