Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 20. 15de oktober - Fra teatret (A. Hv.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
formilde ved offer paa offer. Deres land er berjet af fiendehaand, pesten
har slaaet dem — det er straffen for deres synder, de maa gjøre bod
i støvet, siger Amok, præsten. Forgjæves beder de naboerne om
hjælp; men da kommer frelseren i nøden.
Det er Iraka, straalende, stolt, tryg i sin styrke og i sin urokke
lige villie. Han, eventyreren, seirer over fienderne og vælges af det
jublende folk til konge. Men han har seet Thamar, som er indviet til
sonoffer for folket, og hende begjærer han til dronning; han trænger
med magt ind i tempellunden og røver den til gud indviede. Iraka vil
lære folket at kjende livets glæde og lyst, lære dem at se jordens
skjønhed; han kuldkaster et øieblik deres tro paa den strenge lovens
gud og omstyrter hans alter; men han gaar under i kampen mod den
stærkere.
Hr. Roald fremhæver i sin rolle som Iraka mest hans ubændige
styrke, hans vilde foragt for den hylende mængde og hans udfordreede
tro paa sig seiv. Han er eventyreren, der har vandret om i bjergene for
fulgt af en gud, som altid „kom bag paa ham og brugte krogveie“,
oprøreren, der reiser sig i trods og ryster aaget af sig. Den mægtig
dragende, hvem alle maa følge, bringeren af lys og glæde faar vi ikke
se. Hans spil i sidste scene, da han midt i vanviddet vaagner til be
vidsthed om Thamars død, er smukt og gribende.
Som den dødsdømte kongedatter spiller fru Dybvvad gjennem
ført og stemningsfuldt. Hun minder om et af disse naive por
trætter, som man ser malet paa laaget af gamle mumie
kister med de kunstig forlængede øine, med det stille blik, det tunge
sorte haar og sølvslangen, der reiser sig over hendes hoved. Her er
den enkle stemning, som man ellers oftere savner, og billedet af den
blide rene jomfru, der dog i dødsangsten martres af tvil paa den gud
dommelige retfærdighed, træder helt og klart frem.
Folkemængden, som snart bøiet i støvet trygler om naade, snart
jubler mod befrieren og snart haaner ham i hans afmagt, slutter sig
som koret i de græske tragedier til hovedpersonerne, og dets stemning
gjenspeiler, hvad der rører sig i deres sind. Her er en broget vrimmel
af karakteristiske typer, som bringer liv og fart i handlingens gang.
A. Hv.
276 Nylænde, 15de okt. 1896.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
