Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 3. 1ste februar - Føljeton: Gammel arv (Af Helene Lassen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hun satte sig op og saa sig om. Herre min Gud, hvor himlen
var blaa, og hvor blomsterdoften steg hende til hode! Og saa store
og frodige som kløverblomsterne var iaar. Aldrig før havde hun kun
net komme paa det rene med, om hun likte bedst de røde eller de
hvide Jo, den sommeren, hun gik for præsten, havde hun været
næsten vis paa, at det var de hvide; men nu blev hun pludselig aldeles
vis paa, at det var de røde. Hun plukked en af dem og begyndte at
suge saften ud. „Nonner“! lo hun foragtelig til de hvide. De vidste
ikke, hvad livet var; men de røde vidste det, for de var farvefyldte og
blussende, som alt det, hun følte nu. Og omkring hende summed alle
sommerens insekter, krøb alle jordens kryb. Paa blade og blomster
sad de og var deilige allesammen. Neimen om hun havde vist før, at
en humle kunde være saa lubben og koselig, en varm liden muffe af
fint, gulstribet skind. Og der kom to sommerfugle forbi paa sin flag
rende flugt, af disse smaa lyseblaa, du ved, som har forpagtet al ver
dens poesi i sin florlette skikkelse. Aha, de var nok paa bryllups
reise disse to! Der fanged han hende og bar hende med sig gjennem
luften, mens han sagte dirrende svæved henover den duftende kløvereng.
Ikke florlet som før, men tung, ør af kjærlighedslykke og blomstermost
bar han sin lille lyseblaa sommerfuglbrud i det varme, glitrende sol
skin. Der hvilte de lidt paa et blad. Astrid sprang op, vilde se dem
mere. Aa, der sad de henrykt sammen, havde leiet sig en liden villa
for fem sekunder, en villa, hvor blomstrende kløver var vægge og tag,
en villa, hvor blomstermosten drypped.
Og hun fulgte dem fra blad til blad. Der var villaer tilleie paa
hver blomst. Og Astrid forstod deres svimlende lykke idag, vilde bare
vide, hvor længe den kunde vare hos sligt et lidet sommerfuglpar.
Men han slap hende ikke, saalænge hun saa dem; han bar hende fra
villa til villa, fra blomst til blomst. Disse blomster, de maatte svare
til aar i menneskenes liv — fra aar til aar skulde hun og Halfdan
elske hverandre! —
Astrid gik langsomt hjemover fra kløverengen.
Nu var det skriftermaalet hjemme om at gjøre da. Huf, naar det
bare ikke var saa mange ceremonier med alle ting! Og slig skræk,
som hun bestandig havde havt for alle slags scener. Hvad mon far
og mor og hendes søskend vilde sige til det alt? Og saa det, at
Halfdan var gartner, det var ligesom saa rart og fremmedartet i fa
milien. Rigtignok havde hun hørt brødrene snakke om en dag, at de
kunde ikke tænke sig en vakrere stilling, end at være en slig viden
skabelig uddannet gartner; og naar hun tænkte sig om, saa var det
heller ikke hans stilling i samfundet, som vilde virke saa fremmedartet
hjemme, men han seiv, saa rent forskjellig, som han var fra alle hencjes
38 Nylænde, iste februar 1897.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
