Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 5. 1ste mars - Føljeton: Gammel arv (Af Helene Lassen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Føljeton
Ga m mel aro.
(Af Helene Lassen).
Portsættelse fra no. 3.
En aften sad Astrid alene paa havetrappen. Det var langt paa
sommeren. saa levkøierne var netop paa sit høieste. En hel aker af
dem strakte sig foran hende, broget og duftende i sommerkvælden.
Deilig og krydret; men igrunden var levkøier nogen frygtelig ukunst
neriske blomster, saa stive som de var og med sligt tarveligt grønt.
Hun smilte for sig seiv, for hun kom med en gang til at tænke paa,
hvor Halfdan skulde ærgret sig over en slig bemærkning: „Alting ser
og lugter du paa som en æsthetiker", sa han en dag. Mærkelig med
dette kunstnerblodet ogsaa; en kunde ikke bli kvit det, havde en først
faat det i sig!
Naar hun var sammen med kunstnere, mored det hende, at hun
saa alt paa samme maade som dem, at lys og skygger, farver og
duft arted sig anderledes for dem end for andre mennesker. Men sam
men med Halfdan var dette kunstneriske bestandig iveien og fremkaldte
altid en modbemærkning hos ham. Og det værste var, at hun mis
undte ham hans kjærnesunde maade at se alt paa. Det var jo sandt
dette, at det saa blev noget manieret i kunstneres maade at se paa;
som nu dette med levkøierne — for noget tøv igrunden! Og hun fik
pludselig trang til at gjøre afbigt, idet hun ligesom kjærtegnende aanded
duften ind. Hun vidste jo, at Halfdan netop var saa glad i disse store,
friske levkøier med de livsglade farver og den stærke, tydelige duft.
Den store forskjel mellem dem var, at han saa alt som et menne
ske og nød tingen i og for sig, medens hun bestandig saa paa alt for
at kunne gjøre noget ud af det, bestandig skulde „skygge med den
huie haand til vinding for perspektivet," bestandig se et motiv i alt og
bestandig ha trangen til at gjøre kunst af det. Og naar hun saa sam
menligned Halfdan med de kunstnere hun kjendte; ikke en af dem var
lillefingeren af ham som menneske. Og saa forskjellig som deres maade
at arbeide paa var. Det var saa faa af kunstnerne, som hun syntes
egentlig arbeided; af og til slængte de et kunstværk fra sig, medens
Halfdan arbeidede dagen lang, flittig, brun og stærk, dyrkende jorden
i sit ansigts sved. —
66 Nyj.ænde, iste muars 1897.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
