Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 7. 1ste april - Fra Bergens teater (A. Hv.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ibsen og Holberg, en nyere og en ældre tids store digtere, har
saaledes i den allersidste tid givet gjæsteroller her, og repertoiret kan
siges at have været en interessant illustration til forskjellige behand
lingsmaader af det gamle tema: menneskehedens skrøbeligheder og
daarskaber. Rococotidens store mester drukner naragtighederne i et
kor af latter, vor tids digterseer blotter samfundets brøst og den enkel
tes feil ved sin bidende ironi, sit gjennemtrængende skarpsyn og sin
enestaaende dramatiske teknik.
Det, som først og fremst falder i øinene ved opførelsen af „John.
Gabriel Borkman“ er, at teatret mangler en tragedienne, som kan
magte fru Borkmans stolte rolle. Denne haarde, stærke skikkelse, som
støbt i malm, hvis repliker klinger som hammerslag, med sin ubøielige
stolthed, sine enkelte udbrud af vild fortvilelse og sin uforsonlighed, er
som skabt til at bæres frem af en tragisk skuespillerinde; den venter
paa en personlighed, som kan give den kjød og blod. Stykkets virk
ning beror i saa høi grad netop paa denne skikkelse; de lange sam
taler mellem de to søstre, der under læsningen af dramaet stadig op
ruller uforudseede løsninger af konflikten for os, dør hen uden en til
fredsstillende fru Borkman.
Fru Sperati, der har sit felt i de lettere, mere humoristiske roller,
formaar ikke at løse denne svære opgave; hun bliver teatralsk, hvor
hun skal have pathos, og hendes fortvilelse giver sig luft i skrig uden
ægthed. Hun siger enkelte repliker godt, hun kan f. eks. faa frem en
del af Gunhilds bitterhed; men hvor hun skal være mægtig i sin vilde
moderkjærlighed, maa hun tage sin tilflugt til ydre midler og forfeiler
der helt virkningen.
Fru Schibsted-Hanssons Ella var særdeles fyldestgjørende. Hendes
replikbehandling var let og naturlig, hendes høie skikkelse med det
snehvide haar tog sig udmærket ud, mens forskjellen mellem tvilling
søstrenes økonomiske kaar markeredes gjennem Elias elegante dragt
og den andens falmede gamle silkekjole. Men fru Schibsted-Hanssons
livsfriske ydre gav os ikke indtrykket af den dødstrætte Ella, som kun
holdes oppe af sin fortvilede længsel efter næring for sit hungrende hjerte.
De kolde repliker, hvorunder en dulgt lidenskab skjælver, lykkedes
hende meget godt; men hvor det saarede hjertes dødsangst bryder frerm
mindede fru S.-H.s spil om, at heller ikke hun er tragedienne.
Hr. Thomassens Borkman var rigtig opfattet; men hans spil var
altfor understreget og manglede derfor den rette farveskiftning. Der
var mange særdeles gode enkeltheder, den rastløse, slæbende gang oppe
paa salen, det nedladende væsen ligeoverfor gamle Foldal; men i sce
nerne med Ella og fru Borkman blev hans spil ensformigt, fordi han
86 Nylændé, iste april 1897.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
