Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 8. 15de april - John Gabriel Borkman (Anna Bjørklund)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
nattesøvn og søndagshvile, dine lyseste haab, dine skjælvende bønner,
din varme tro, din vaagnende omtanke — alt dette skal du give dit
kald, din kunst, dit livsmaal. Men ikke noget menneske, ikke den
kvinde, du elsker, ikke dit eget barn heller. For seiv barnet har ret
til sig seiv. Der er noget, som barnet ikke fik af far og mor, men af
selve livets kilde: I det uendelige menneskemylder gav skabermagten
hver sjæl et eget stempel. Og ingen skal prøve at viske det ud.
Hvad kunde der ikke blet af John Gabriel? Hvad kunde der ikke
biet af Ella Rentheim? sukker det endnu i mig.
For der er ét stort træk, som overstraaler alt hos denne mand,
og det er: Han gjorde det, han gjorde, for at sprede lys og glæde i
de tusen hjem. Han elskede ikke guld for guldets skyld. „Guldet
sang af længsel efter at tjene menneskene11 . Og han hørte det! Bare
han hørte det, mente han. Bare han kunde styre banken ogsaa, ind
bildte han sig.
Stakkars gamle mand ! Hvor sandt, hvor ud af livets lønlige gjem
mer, denne b’anding af stærkt og svagt, af høit og smaaligt er draget.
Hvor saart, naar et menneske finder ud, at hver enkelt af os kan
undværes, og verden gaar sin gang lige godt. Men vi, vi kan ikke
undvære verden.
Og Ella Rentheim, som kunde have staat hos ham og været hans
styrke, naar han var svag, og delt hans tanker, saa de sammen kunde
fundet en anden end hans maade at „løfte de livkrævende værdier“
paa. Ella, du gamle tids kvinde, som aldrig fik være med, du væk
ker alligevel den inderligste sympathi. — — —
Gjennem John Gabriel Borkman skimtes tilsyneladende ingen frem
tid. Og alligevel! Staar det ikke klart for alle. hvor uendelig stor
lykke det vilde være for et samfund at eie en mand med slige evner
og slig kraft?
Staar det ikke ogsaa klart for os, at hvis samfundet eiede det,
han hørte i dybet, saa vilde det have brug for hans geni og lægge
midlerne til at udnytte det i hans hænder?
Da vilde hans fald bli umuligt, og hans liv en velsignelse.
Og hans lykke vilde være at kunne give alt til sit samfund — til
de tusen hjem. —
Slig er det i det nye rige.
Det nye rige er folkets, alle folks rige. Dets grænser er verdens
rummet, og Guds sol skinner i hver krog af det.
Der er brug for alle genier, for alle evner, som Gud gav menne
skene. Der er brug for den, som kan høre guldet synge og jern og
kul nynne, og ogsaa for den, som pløier og saar den agerflæk, hvor
Nylænde, 15de april 1897. 101
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
