Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 9. 1ste mai - Nat (Nanna Thrane)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om du havde havt dit gevær her — den uglen skulde kanske ikke
kunnet hyle længer! Du vilde nok truffet den, du! Du som kunde
skyde fuglen i flugten for, kjække ritmester Rossing-, før, før, før!
Nu er det dig, som er truffet i flugten — truffet af en mægtig
haand.
Det sidste syn derudefra, det var træerne. Det var dunkelt om
kring dem, men træerne de var grønne, hvor lyset fra en brændende
lampe faldt paa dem — og løvet skjalv — og det suste sagte inde i
skyggerne — og maanen lyste. Hvor de lyste maanestraalerne fra
himlen ned til jorden — hvor de lyste, da du tænkte: er det sidste
gang. —’
Hvor løvet blev grønt og friskt, da du tænkte: er det sidste gang —
Saa lukked verden sig for dig. Saa blev det dig og disse fire
vægge med lavt tag over.
Naar det friske, grønne løv kunde blive i dine tanker istedetfor
mørket, det tætte mørke, som angsten er i.
Lys, lys! Her var fyrstikker, er de her ikke mere? Lys, lys.
Der er fyrstikkerne. De knækker, de knækker, de knækker alle
sammen, er det kanske snart ikke flere igjen?
Kjække ritmester Rossing, du anvender alle dine kræfter til at ripe
af en fyrstikke! Det er lidt formeget, bare ganske lidt mere end nød
vendigt. Spar lidt paa dine kræfter nu, saa orker du kanske at ripe
af en fyrstikke næste nat.
Rolig, rolig — saa der tænder den.
Hvor dette stilfærdige lys i messingstagen gjør det ensomt. Hvor
det gjør taget lavt og væggene trange. Verden er blevet liden. —
Disse fire vægge og mørket og uglen udenfor. Ser uglen, at det lyser
her? Ser den ret hid med sine runde plirende øine?
En halvdød flue i vandglasset. Op skal den, op, op! Den kan
røre et ben endnu. Reddes skal den, fordi den er halvdød som du.
Du kan vel strække dig saalangt, at du kan naa den med finger
spidsen. Den falder ned igjen. Vingerne ligger klinet ind til kroppen.
Op skal den, op, op!
Der har du den igjen paa spidsen af din finger, den glider af, den
orker ikke mere at klamre sig fast.
Anvend nu dine sidste kræfter, kjække, ædle ritmester Rossing,
paa at redde en flue! Anstreng dig til det ydersfe, ellers vil den ligge
og omkomme. Giv ikke tabt! „Slægtens arvede kraft og mod“ —
hvor har du de ordene fra? — en sang? Der maa endnu være saa
meget igjen af kraft og mod hos dig, at du kan udføre den sidste daad
— redde en flue!
Der har du den. Der ligger den paa bordet i en liden vandsam
ling og orker ikke at røre sig.
Nylænde, itse mai 1897 . 121
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
