Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 12. 15de juni - Nogle tanker i anledning af Knut Hamsuns foredrag „Om overvurdering af digtere og digtning“ (Emma Ree)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
at skrive lidt derom; men jeg maa tilføie, at jeg som et landsens
menneske kanske kan se lidt for gammeldags og ensidigt paa sagen.
En tanke, han udkastede, moretmig: „Om vi havde stukket i brand
hele den sidste sæsons digtning, saa vilde der neppe lugtet stegt hvede“-
Den gav mig ideen til, hvor herlig det skulde være at holde en stor
autodafé og rense hele den nyere literatur for mange af de intetsigende
og smudsige bøger og digte. Hamsun seiv maatte gaa i spidsen som
en anden Savonarola og kaste sine egne bøger i ilden. Og hvem vilde
vel sørge over dem? En Kareno og en Teresita! Er der nogen, der
egentlig kan siges at have havt nogen glæde ved dem? De kan vist
trøstig brænde, Norge blir ikke fattigere eller mindre lykkelig ved at
miste dem. — Dernæst kommer de Kragske bøger — Den glade løit
nant og hans franske soubrette med samt hans norske hustru. Har
nogen havt hygge eller glæde ved at lære dem at kjende? Ja, skulde
nogen være saa uheldig at føle sig vel i deres selskab, saa vil jeg sige:
destoværre for ham!
Lad dem alle brænde, der blir vist ingen hvedelugt af dem.
Ada Wilde kaster vi i ilden tiltrods for dens fine kunst. Maaske
Ada Wildes egen person burde rives løs fra al den brutale raahed om
kring hende, hun er for god. Men til gjengjæld er der saa meget andet
ved den bog, som bør brændes. — Den norske ungdom vil intet tabe
ved ikke at læse den.
Bøgerne brænder lystig, luen staar høit, og vi puster friere, aa!
det var deiligt at faa al den usundhed ud af verden!
Og saa kommer mangt og meget, om det ikke flammer saa høit
op, saa fylder det baalet jeg vil ikke nævne navne, hvem kan ogsaa
lære dem alle at kjende Der er kun faa undtagelser blandt disse „70
til 100 norske skjønliterære bøger“, som volder os glæde, fylder os
med jubel, eller gir os noget at tænke paa, hvad jeg troede maatte
være alle sande digteres maal. De fortæller os kun, hvor lave og
dyriske vi er, eller om de ikke egentlig alle gjør det, saa lærer de os
at tage livet letsindig og kaste pligten overbord. Man lægger bøgerne
bort træt og modløs, ikke skaffer de os den glæde, vi saa vel kunde
trænge i det daglige livs mange sorger. Men naar turen kommer til
de gamle, til autoriteterne, til dem „der i aarevis har narret osu , —
„skuffet os hvert og hvertandet aar“ til „de gamle menneskers bøger,
der er skrabet sammen med skjælvende hænder, skrevet under tomme,
utonede tilstande“, — da tror jeg, vi betænker os paa at kaste dem
paa baalet. Og her, forekommer det mig, er det svage punkt i Ham
suns foredrag. — Istedenfor at tale til dé unge om overvurdering af
den del af den nyere literatur og dens digtere, der enerverer dem, op
flammer deres onde drifter og gjør dem uskikket for livet, kaster han
158 Nylænde 15de juni 1897.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
