Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 15. 1ste august - Et kulturhistorisk dokument. Til hver Qvinde og Mand i hele Røgen Præstegjeld (Johannes Crøger) - Hvad der kan hænde en paa Kristiania gader (M.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Føler i Eders Filerter med mig,
og
Handler derefter som Kristne med mig.
Jeg vil med mine samtlige Medhjælpere, som udsendes til hver
Mand og Qvinde i Røgen, for at levere dem dette mit trykte Brev,
faae at vide, hvad nu hver især vil nu heri tænke, føle og troe og
gjere. Fred være med Eder! Amen.
Solberg Præstegaard, den 16 Juni 1826.
Ijoad der kan hoende en paa Kristiania
gader.
Som bekjendt, hænder det jo imellem her i Kristiania, at damer,
naar de spadserer, efter at det er blevet mørkt, og især sent, kan bli
tiltalt med et: godaften frøken! Ønsker De følge, eller lignende, ytringer,
som man selvfølgelig tar med fornuftig ro, og lader som man ikke
hører. Naar man saa til overflod spadserer næsten hver aften, for at
trække lidt frisk luft efter dagens stræv, blir en jo rent hærdet i saa
henseende, og lægger knapt mærke til slige forbigaaende uforskammet
heder. Og hvad skal man ogsaa gjøre, — en dame er jo fuldstændig
vaabenløs ligeoverfor den slags.
Men engang hændte mig noget ganske besynderligt i den genre,
og da blev jeg bange. Det er nu en tid siden. Jeg gik hjem fra et
dameselskab, langt oppe paa Hægdehaugen, og uheldigvis skulde ingen
af de øvrige gjæster samme vei. Kl. var alt næsten 12, og en rigtig
mørk høstaften var det, med regn og storm. Jeg trøstede mig imid
lertid saa godt jeg kunde med, at i sligt uveir var ingen ude, som
ikke var nødt til det. Jeg havde omtrent en halv times gang og saa
ikke noget foruroligende. Men med et, idet jeg svinger om et hjørne,
ser jeg, et par skridt foran mig, en herre gaaende langsomt nedover
gaden. Han lod til at være urolig over et eller andet, saa sig om til
alle kanter og opdagede øieblikkelig mig, hvorpaa han gik mig raskt
imøde og blev staaende saa nær mig, at jeg ikke kunde røre en fod.
Det var en middelaldrende, stor svær mand. Jeg husker bare et meget
blegt ansigt og nogle fæle øine (jeg saa mest det hvide af dem). Han
holdt sin knytnæve op imod mig, saa jeg maatte holde hovedet tilbage,
for ikke at komme i berørelse med den. Han lod til at være i det
202 Nylænde, iste august 1897.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
