Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 16. 15de august - Skisse (—g)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
„Hvor har du været," spurgte hun og saa ned paa en violinkasse, han
bar i haanden. „Haft time", kom det ordknapt. De havde allerede
naaet bænken oppe paa høiden. Der var en vakker udsigt over fjor
den med maaneglitteret. De havde sat sig; der var ingen, som sa’
noget. Han havde uvilkaarlig taget violinen op af kassen, —nu sad
han med den i haanden, men øiet havde fæstet sig ved hende, som
sad og saa langt udover. Hvad tænkte hun paa? Hun synes blegere
end sædvanlig og øinene mørkere. Her havde de ofte siddet før. Hun
havde altid været den muntreste — den livsglade, — han den mere
dæmpede, men glad havde ogsaa han været sammen med hende. —
Hun følte hans blik og pintes, saa tog hun kraft til sig og saa paa
ham igjen — men han saa paa violinen sin. „Er du glad," kom det
efter en stund fra ham. Der kom et tungt kort aandedrag til svar.
Han vidste ikke, om der fulgte et lidet smil med De sad atter tause.
„Spil et stykke," bad hun mekaniskt. Han rørte ganske let ved stren
gene, saa reiste han sig. Han tog først et par af disse skurrende strøg
for at prøve tonerne, saa begyndte han. Gratiøst førtes buen over
strengene; fine og lette flød tonerne ud i aftenen. De var som vaar
dagen — tusinde af de fine smaa vaarblomster faldt en i tanken, og
man følte deres duft og bækkens melodiøse rislen nedad klippeskrænten
og dens smaa klynk under det unge græs og fuglenes sang i det
sprættende løv, og over det hele føltes solens varme, og længsler fødtes
i en, Der var jubel — leg — solglans — lys i tonerne, saa modnedes
de ligesom mer og mer — og der kom noget træt, noget tungt ind,
noget, som ligesom bar opover bakke, bar imod — men viljen var der,,
kraften var der — dog altid opover, men hurtigere, hurtigere afsted,
tilsidst i strid hensynsløs fart — det bruste og skalv — seiv stod han,
som han led og stred, brystet gik tungt, men tonerne blev stadig
vildere og hurtigere — i mer og mer rasende fart — det bruste og
hvinte — — — hvad var det — — en skingrende mislyd —
det var, som noget brast — — men videre gik det, harmoni
og mislyd skurrede om hinanden. Hun sad som forstenet. Hun var
ræd hans spil, ræd udtrykket i hans ansigt. Mekaniskt reiste hun sig
— nævnte angst hans navn. Han hørte intet. Saa greb hun hans
arm. Da var det, som han vaagnede. Han tørrede den kolde sved
af sin pande og aandede tungt. Saa fik han øie paa hende og smilte
foragtelig. „Forstod du det Forstaar du livet" gjentog han. „Livet“,
aandede hun ud. „Ja livet," gjentog han, — det store uhyre, den
uendelige ubarmhjnrtighed. Man lider, man krymper sig i smerte —
livet ser roligt paa, klemmer bare lidt haardere til og smiler stort
og koldt." —g.
Nylænde, 15de august 1897. 223
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
