- Project Runeberg -  Nylænde : tidsskrift udgivet af Norsk kvindesagsforening / 11. aarg. 1897 /
238

(1887)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 17. 1ste september - Føljeton: Thackerays kvindeskikkelser. I (Anna Hvoslef)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

fader er en pensioneret general, der bor i Madame de Smolensk’s pen
sionat i Paris med sin herskesyge frue og sin talrige familie for at leve
billigere end i England. Charlotte er blid og foielig og sin moder übe
tinget lydig i alt, indtil „hendes hjertes prins" kommer, og han er des
værre fattig paa gods og guld. Mod moderens villie gifter Charlotte
sig, den lille pige gjor fuldstændig oprør og gaar seirende ud af striden.
Som Amelia ser Charlotte herefter intet andet end sin mand; hun
interesserer sig kun for ham og barnekammeret og taaler ikke, at nogen
kommer hendes børn nær. Alle Thackeray’s „beltinder“ mangler humor;
denne egenskab er forbeholdt de mandlige karakterer, verdensdamerne
og de mere modne „gode kvinder".
Vi har fremholdt, at Thackeray kun har to kvindetyper, men „helt
inderne,, eller rettere sagt hans tørste elskerinder har en underafdeling,
saa at sige ældre, adstadige femininer, som er langt over den alder, da
ens hjerte slaar ved synet af et par krøllede whiskers (ingen ung mand,
der respekterede sig seiv, undlod at bære whiskers i hine dage), men
som inde i en liden krog et eller andet steds har gjemt erindringen om
„rosernes tid“. Det er disse brave sjæle, som staar ingenuerne bi i
kjærlighedssorger, trøster dem, naar George eller Phillip lider modgang
og godmodig finder udvei af vanskeligheder. De har ikke „heltinder
nes“ skjønhed og ungdom; men de har deres varme hjerte og moder
lighed, og de er udrustet med en humoristisk sans, som faar dem til
at le under taarer.
Blandt disse typer er den gamle, prægtige majorfrue mrs. o’Dowd,
som har fulgt sin „Micky“ og regimentet over halve verden. Hendes
pragtfulde turban og uhyre repeteruhr er en rædsel for den høiere so
cietets damer, mens beretningerne om det stolte fædrene slot i Ir
land er en stadig kilde til morskab for alle regimentets officerer. Men
de har ingen mere trofast ven end denne snurrige „Peggy“, som gjør
sin pligt uden ophævelser og altid med en spøg paa læben.
Madame de Smolensk er en lignende skikkelse, og hun er i be
siddelse af sandt heltemod. Hendes tilværelses fiender er paatrængende
kreditorer, som hun maa stille tilfreds med løfter om bedre tider. Hun
maa mægle mellem stridslystne pensionærer og blidgjøre tjeneren, der
„udfolder revolutionens serviet" under middagen. Men madame er saa
tapper som en af Napoleons marschaller; hun sminker og pynter sig,
smiler og fører konversationen bort fra farlige emner, mens hun hele
tiden holder paa med det regnestykke: givet 5 lstrl., udgifter 6 lstrl.,
hvordan strækker det til ? „Man siger, lady Macbeth var en viljestærk
kvinde", udbryder Thackeray, „jeg fastholder, hun var svag ogubeslut
som. En lidt ubehagelig begivenhed finder sted i huset, og øieblikkelig
taber hun aandsnærværelsen ; hun bliver nervøs af angst, sender umo
tiveret gjæsterne bort og gaar tilsidst i søvne nei se paa Smolensk;
hun har mod. Lady Macbeth vilde i hendes sted have bukket under
i løbet af en uge; men Smolensk holdt ud i aarevis". Hun bliver po
stillon d’amour for Charlotte og mr. Firmin ; i alt sit stræv har hun
ikke glemt ungdommen og dens glæder og sorger.
Disse to skikkelser hører til den moderlige, opofrende type trods
alt, men de er mere underholdende end „heltinderne“. Hvad intelligens
og aand angaar, er verdensdamerne imidlertid ganske anderledes ud
rustet; det er dem, som i Thackerays skildringer har privilegium paa
at løre konversationens tøiler og lade sit vid glimre.
Anna Hvoslef.
238 Nylænde, Iste septbr. 1897.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 21:41:12 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/nylaende/1897/0248.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free