247 (Nylænde : tidsskrift udgivet af Norsk kvindesagsforening / 11. aarg. 1897)

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 18. 15de september - Føljeton: 16 aar („id“)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Føljeton
1(3 aar.
Du saa bare barnet i mig. Barnet med de store, underlig-spør
gende øine. Du vanked ofte hos os, derborte i rektorboligen, og det
mored dig vist at vække det slumrende tankeliv i barnesindet og
tænde nye spørgsmaal i de spørgende øine.
Jeg husker dig, naar vi var sammen nede i haven, jeg klaged
over, at den var som et eneste stort vildnis, vilde heller seet den prydet
med glødende rosenhække og duftende blomsterbed. Du kunde da
bryde af en markblomst, tale om den, la den vokse sig stor for mig,
bli til et helt vidunder. Slig var det i saa meget. Du lærte mig at
se, gav videre veier, uddybet tankelivet.
Men det hændte ogsaa, at du talte, og jeg slet ikke hørte. For
det smelted hen i blød, tonende musik, jeg lytted til din stemmes
varme, farverige klang.
Korte var dog de øieblikke, jeg slig var væk, og bange for, at
du skulde mærket min adspredthed, husker jeg, hvorledes bare tanken paa
det, gjorde mig blussende rød.

Det var i de sidste dage af ferierne. Sommeren havde været herlig.
Vi havde været paa fodtur, en munter liden venneflok, boltret os i
solskinnet oppe blandt Jotunheimens ismarker, brunstegte og sunde
havnede vi i en yndig egn ved Sognefjorden. Der leved vi i leg og
i latter og i stolt begeistring over vestlandets store natur. — Vi var
paa skibet, som stævned mod hjemmet, og alt i mig var jubel. — En
længted jeg efter, én var det, jeg vilde tale til om alt det store nye,
jeg havde seet og takke ham, fordi han havde lært mig at se.
Der var bryggen hjemme!
Aa, du herlige, lille mor, hvor det har været en morsom sommer“,
og jeg hang om mors hals og baade lo og græd, for det var jo første
gang, jeg havde været saalænge hjemmefra. „Og dog — hvor det er
usigelig godt at være i vor lille by igjen!"
Vi sad om thebordet. Far og mor lykkelige ved at ha mig hjemme
igjen, og jeg ustanselig snakkende om sommerens tildragelser. Saa
falder mor ind. „Men ogsaa jeg har en nyhed du, — vor kjære hus
ven er forlovet!" — „E—er han forlovet?" — Det blev saa kvælende
Nylænde, 15de septbr. 1897. 247

<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>

Project Runeberg, Sun Dec 10 21:41:12 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >> https://runeberg.org/nylaende/1897/0257.html

		Nylænde : tidsskrift udgivet af Norsk kvindesagsforening / 11. aarg. 1897 / 247 (1887) Table of Contents / Innehåll \| << Previous \| Next >>
	Project Runeberg \| Catalog \| Recent Changes \| Donate \| Comments? \|