Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
104 Præstegaarden.
Og for ham udfyldte hun mere og mere,
mens hun modnedes, den Tomhed, der var
kommen i hans Sind; og al den Ømhed, som
ved Hustruens Død var bleven saa tilhyllet af
Sorg og Savn, den lagde han nu omkring den
unge Kvinde, som voxede op under hans Hænder,
og Smerten mildnedes og der kom Fred 1 hans
Indre.
Derfor kunde han næsten blive noget af en
Moder for hende. Fra sit stille, rene Stand-
punkt lærte han hende Livet at kjende. Det
blev den bedste Del af hans Livsmaal at om-
hegne og værge hendes skjære og fine Natur
mod alt det urene, — alt det urolige, der gjør
Verden saa forvirret, saa farlig og saa vanskelig
at komme igjennem.
Naar de stod sammen paa Bakken ved
Præstegaarden og saa udover det oprørte Hav,
sagde han: »Se — Rebekka! saaledes ser Livet
ud, — det Liv, hvor Verdens Børn tumle sig;
hvor urene Lidenskaber løfte og sænke den
skrøbelige Baad, for tilslut at bedække Stranden
med Vragstumper. Kun den, der bygger stærke
Volde om et rent Hjerte kan trodse Stormen,
— og Bølgerne brydes magtesløse for hans Fod.«
Rebekka klyngede sig til Faderen; hun følte
sig saa tryg hos ham. Der var en saadan Klar-
hed over alt, hvad han sagde, at der skinnede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
