Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
106 : Præstegaarden.
dernes Fordærvelse, generede hun sig en lang
Stund for at se paa ham.
Han mærkede det og glædede sig derover.
Saa ren, saa skjær havde han ladet hende voxe
op; saa fjernt havde han holdt alt, hvad der
kunde forstyrre hendes barnlige Uskyld, at hendes
Sjæl var som en skinnende Perle, ved hvilken
intet Smuds kunde hæfte sig.
Maatte han nu ogsaa faa beholde hende
saaledes! —
Saalænge han selv vaagede over hende,
skulde intet ondt nærme sig. Og om han kaldtes
bort, saa havde han dog medgivet hende en
Rustning for Livet, som skulde komme hende
tilgode paa Kampens Dag. Og en Kampens
Dag maatte der vel komme. Han saa paa hende
med et Blik, hun ikke forstod, og sagde med
sin stærke Tillid: »Jaja! — alt staar i Herrens
Haand|« —
»Har du ikke Tid til at gaa en Tur med
mig idag — Far?« — spurgte Rebekka, da de
havde spist.
»Jo — ved du hvad! — det kunde jeg vist
have godt af. Veiret er deiligt, og jeg har
arbeidet saa flittigt, at Prædikenen er saagodt-
som færdig.«
De traadte ud paa Hellen foran Hoveddøren,
som vendte mod den Kant, hvor Gaardens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
