Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
128 Præstegaarden.
i Solen. Hun saa udover Lyngen, som stod
med dunkelviolette Blomster, medens Markerne
blegnede mod Høsten.
Viberne samlede sig i Taushed og holdt
Flyveøvelser til Reisen, og alle Strandfugle flok-
kedes, forat flyve sammen. Selv Lærken havde
tabt Modet og søgte Reisefølge — stum og
ukjendt mellem andre graa Høstfugle. Men
Maagen gik roligt og satte Maven frem; den
skulde ikke flytte.
Der var saa stille og Luften saa mat og
diset. Farver og Lyd afdæmpedes mod Vin-
teren og det gjorde hende saa godt.
Hun var træt, og den lange, døde Vinter
vilde passe for hende. Hun kjendte, at hendes
Vinter vilde blive længer end alle de andres,
og hun begyndte at grue for Vaaren.
Da vilde alt det vaagne, som Vinteren
havde faaet til at sove; Fuglene vilde komme
tilbage og synge de gamle Sange med nye
Stemmer; — og oppe paa Kongshougen vilde
atter hendes Moders Violer staa i blaa Klynger;
-— det var der, han tog hende om Livet — og
kyssede hende mange — mange Gange. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
